Mystisk fejl i mistænkt voldtægts-taxa: Overvågningen virkede ikke
Chaufføren erkender at have haft sex med beruset kvinde efter julefrokost.

Chaufføren erkender at have haft sex med beruset kvinde efter julefrokost.

»Jeg ved ikke, hvorfor overvågningen fra kameraet i taxaen ikke virkede. Jeg har ikke slettet noget.«
En 49-årig taxachauffør gentog onsdag i Østre Landsret, at han ikke kunne give nogen forklaring på, hvorfor overvågningen i den hyrevogn, som han er medejer er, svigtede natten til 7. december 2024.
Den nat kørte han en 20 år yngre og stærkt beruset kvinde hjem fra en julefrokost på Amager.
Hun anmeldte ham næste dag for at have udnyttet hendes nærmest sanseløse tilstand til at voldtage hende, mens han nægter sig skyldig.
Ifølge taxachaufføren var det den berusede kvinde, der under kørslen lagde fysisk an på ham, så han svang sin Mercedes ind på en sidevej, hvor de med hendes udtrykkelige samtykke endte med at have samleje på det forreste passagersæde i bilen.
Den i dag 29-årige kvinde var så påvirket af vin og snaps, at hun forud for køreturen ikke kunne oplyse sin egen adresse, og hendes kolleger har beskrevet hende som 'en kludedukke', da de hjalp hende ind i taxaen.
En kollega har som vidne beskrevet, at den berusede kvinde ved julefrokosten ikke mente, at hun ved egen hjælp kunne gå op ad trapperne til sin lejlighed.
Og en anden kollega havde på et tidspunkt fundet hende på toilettet på restauranten, hvor den nu 29-årige ikke kunne stå selv og var ude af stand til selv at lukke sin buksedragt.
Da taxaen nåede frem, sagde chaufføren, at han ikke håbede, at hun ville kaste op i bilen, da det i givet fald ville koste et gebyr på 2.500 kroner.
Køreturen til kvindens hjem ville ifølge Google Maps maksimalt tage 14 minutter. Den kom i stedet til at vare en time og 54 minutter.
Hvorfor overvågningen i taxaen ikke virkede, står hen som et mysterium.
Den autoriserede automekaniker, som havde installeret kameraet i forruden et halvt år før, forklarede som vidne i byretten, at han ikke kunne forklare det, men at det næppe var muligt for chaufføren selv at afbryde lagringen af optagelserne til det tilhørende hukommelseskort, uden at det ville give tydelige ødelæggelser.
Ifølge taxiloven kan det give bøder på typisk henholdsvis 15.000 kroner og 8.000 kroner til kørselskontoret og chaufføren, hvis en hyrevogns kontroludstyr – herunder det indvendige videokamera – ikke er aktiveret under persontransport.
Det er dog ikke aktuelt i den aktuelle sag, da det ikke kan bevises, at nogen har været klar over, at overvågningen ikke virkede.
Da voldtægtssagen i sommeren 2025 blev afgjort i Københavns Byret, mente domsmandsrettens tre mandlige medlemmer, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at den unge kvinde havde været ude at stand til at give samtykke, og at taxachaufføren havde haft forsæt til voldtægt.
Byretten noterede dog, at han havde handlet 'i høj grad uprofessionelt'.
Nu skal fem mænd og en enkelt kvinde ved ankesagen i Østre Landsret tage stilling til, om frifindelsen skal stå ved magt. Der ventes dom i sagen torsdag.