I de tidlige morgentimer kørte to biler galt på E39 Hirtshalsmotorvejen i nærheden af Brønderslev.

To soloulykker på næsten samme sted med kort tids mellemrum.

Sådan så billedet i hvert fald ud umiddelbart efter de to hændelser.

Kort efter ulykke nummer to, hvor en 21-årig mand rullede rundt i sin bil og landede i rabatten, udtalte Nordjyllands Politi til Nordjyske, at man også havde fundet en anden bil på en mark i nærheden.

Her sad en 60-årig mand fastklemt og hårdt kvæstet.

Politiet mente dog ikke, at de to ulykker havde noget med hinanden at gøre, for motoren i den ældre mands bil var helt kold.

Nu viser politiets og bilinspektørens undersøgelser, at der muligvis er en sammenhæng.

»Men det har vist sig, at bilens fører - en 60-årig mand - kommer fra lokalområdet, så måske har han kørt så kort, at bilens motor ikke er nået at blive varm. Dertil kommer, at vi på et sted på motorvejen har fundet vragrester, der tilsyneladende stammer fra begge biler. Derfor kan vi ikke lige nu afvise, at der er en sammenhæng,« siger vagtchef René Kortegaard til Nordjyske.

Den 60-årige mand er indlagt på Aalborg Universitetshospital med alvorlige kvæstelser. Hans tilstand betegnes som kritisk.

Den ung mand blev kørt til tjek på Regionshospitalet i Hjørring, men er siden blevet udskrevet.

Motorvejen var en overgang spærret i sydgående retning, mens bilinspektøren arbejdede på stedet.

Det er endnu uvist, hvad årsagen til ulykken eller ulykkerne er, men politiet peger på, at det i de tidlige morgentimer regnede kraftigt i Nordjylland.