Den 17-årige piges, der tidligt mandag blev fundet livløs, færden er måske nu nærmere blevet kortlagt.

For Midt- og Vestsjællands Politi har fundet flere af hendes ejendele omkring 500 meter fra, hvor hun blev fundet 08.18 mandag.

Ejendelene blev fundet på Stændertorvet i den indre del af Roskilde. Pigen blev fundet på gaden på Blågårdsstræde ud for Bondetinget.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

»Politiets efterforskning har ført frem til, at flere af den unge kvindes genstande blev fundet på Stændertorvet. Derfor arbejder vi ud fra en formodning om, at hun er blevet påkørt af en flugtbilist på Stændertorvet. Hvordan hun så er havnet i Blågårdsstræde, kan vi endnu ikke sige noget om,« siger vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Lars Krogsgaard.

Politiet har brug for at høre fra alle, der har en viden om, hvordan den unge kvinde i Roskilde mandag morgen blev livsfarligt kvæstet.

Midt- og Vestsjællands Politi har dagen igennem undersøgt omstændighederne omkring den 17-årige unge kvind. Først havde ordensmagten afspærret området ved Blågårdsstræde ud for Bondetinget, men ved 13-tiden blev afspærringen udvidet til at gælde Stændertorvet.

Den unge kvinde blev efter fundet kørt på hospitalet, hvor hun modtager behandling. 

Hun er fortsat i kritisk tilstand. 

»Vi ved, at kvinden var på vej til sin uddannelsesinstitution. Hun blev sat af ved VUC i Læderstræde i Roskilde cirka kl. 07:50. Så derfor vil vi gerne høre fra alle, der har set noget mistænkeligt i området omkring det tidspunkt,« siger Lars Krogsgaard.

Kort før klokken 19 mandag aften meddeler Midt- og Vestsjællands Politi på X, at man nu er færdige med de tekniske undersøgelser på Stændertorvet i Roskilde.

Afspærringerne er fjernet igen.