Mystik i Mjølnerparken: Tre butikker lukket efter 'truende adfærd'
'Enkelte episoder med utryghed og trusler' har resulteret i, at flere erhvervsdrivende holder lukket i Mjølnerparken. Politiet kalder det 'helt uacceptabelt'.

'Enkelte episoder med utryghed og trusler' har resulteret i, at flere erhvervsdrivende holder lukket i Mjølnerparken. Politiet kalder det 'helt uacceptabelt'.

Den har i evigheder haft prædikatet som en »hård ghetto« med bandekriminalitet og sociale problemer.
Men det seneste årti har man fra kommunens side forsøgt at gøre Mjølnerparken på Nørrebro til mere berømt end berygtet.
Det er blandt andet eksemplificeret ved, at københavnerbageriet Benji og den populære cocktailbar JOJO er åbnet i kvarteret.
Og netop derfor er det også en streg i regningen, at de to butikker – samt barberen Humble Barbers – lige nu er midlertidligt lukkede på grund af 'truende adfærd'. Det skrev TV 2 Kosmopol først.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk - alle henvendelser behandles fortroligt.
B.T. har talt med ejerne af flere af de lukkede butikker, men de ønsker ikke at uddybe, hvorfor de præcist har valgt at holde lukket både mandag, tirsdag og onsdag.
Københavns Politi sætter dog ord på situationen i Mjølnerparken.
»Vi er opmærksomme på, at der den seneste tid har været enkelte episoder, hvor personer har skabt utryghed for erhvervsdrivende og beboere i Mjølnerparken. Det skete blandt andet i fredags, hvor en gruppe unge mænd tilsyneladende opførte sig truende foran de tilstedeværende på en bar,« siger politikommissær Thomas Ahlburg, leder af Nørrebro og Østerbro nærpoliti.
»Det er helt uacceptabelt, ikke mindst hvis erhvervsdrivende i området føler sig nødsaget til at lukke deres forretning, og hændelsen bliver nu undersøgt nærmere.«
De to ejere, som B.T. har talt med, oplyser, at man torsdag skal have et større møde med politiet, kommunen og ejendomsforvalteren, hvor man vil gennemgå situationen.
Herefter vil de gerne blive mere konkrete omkring, hvorfor man nu på tredje dag har valgt at holde lukket.