En beboer på Skovstjernevej i det ellers pæne Over Hornbæk i det nordvestlige Randers fik sig mandag morgen en overraskelse.

Kort før klokken 07 satte manden sig ind i sin bil, der stod parkeret i indkørslen på den stille villavej, men det viste sig, at han ikke var alene.

På bagsædet lå der nemlig en fremmed mand og sov. Den overraskede bilist steg igen hurtigt ud af sin bil og tog kontakt til politiet, der sendte en patrulje til stedet. Da betjentene kom frem, lå den fremmede mand fortsat og sov i bilen.

Den sovende person viste sig at være en 26-årig mand, der ikke helt kunne huske, hvordan han i løbet af natten var endt i bilen, der havde vist sig at stå ulåst i indkørslen.

Den 26-årige blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen, og han fik også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig.

Østjyllands Politi opfordrer alle bilejere til at låse deres bil, når de forlader den – både for at undgå tyveri af værdigenstande eller selve køretøjet, men også for at undgå besøg fra uønskede overnattende gæster.

Lyt til B.T.s podcast om kriminalitet her: