Hvorfor skulle den 20-årige frisør pludselig skydes ned og dræbes i sin salon i Mørkhøj?

Det spørgsmål er foreløbig centralt for efterforskerne i afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, som arbejder med opklaringen af tirsdagens skuddrab.

Her blev den unge frisør dræbt med en serie skud kort efter kl. 13, da han lige var blevet færdig med at klippe en kunde i frisørforretningen Salon Ørn på Mørkhøjvej 67 i den nordvestlige udkant af København.

»Han var ikke registreret som bandemedlem, og vi er ikke umiddelbart stødt på nogen oplysninger, som tyder på, at han skulle være truet,« siger lederen af afdelingen for organiseret kriminalitet, vicepolitiinspektør Knud Hvass, til B.T.

»Vi er i gang med afhøringer og alle de andre traditionelle efterforskningsskridt. Vi er forberedte på, at efterforskningen bliver et langt og sejt træk,« tilføjer han.

Politiet offentliggjorde allerede kort efter drabet et signalement af den formodede gerningsmand til det blodige skyderi.

Han er af øjenvidner blevet beskrevet som 20-30 år, mørk i huden og 180-190 cm høj.

Ved skyderiet var han iført sort tøj, sorte sko, sorte regn-/skalbukser og sort regn-/skaljakke med hætten oppe. Desuden bar han et hvidt eller lyseblåt mundbind samt sorte handsker og en plastikpose.

Politiets kriminalteknikere undersøgte minutiøst frisørsalonen for mulige spor efter tirsdagens skuddrab på Mørkhøvej.
Politiets kriminalteknikere undersøgte minutiøst frisørsalonen for mulige spor efter tirsdagens skuddrab på Mørkhøvej. Foto: Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

»Vi har fået nogle henvendelser som følge af det oplyste signalement, og vi har også været ude at afhøre nogle stykker, uden at det dog har ført til anholdelser,« siger efterforskningslederen.

Efter skyderiet flygtede gerningsmanden til fods fra frisørsalonen ad Mørkhøjvej og videre ad Muldager.

»Det er ikke vores indtryk, at der har været tale om mere end én gerningsmand på selve gerningsstedet. Men der kan sagtens have befundet sig nogle andre mennesker på stedet, som er løbet væk i den uro, der er opstået som følge af skyderiet,« tilføjer Knud Hvass.

Som B.T. tidligere har beskrevet, har elever på det nærliggende Nørre Gymnasium, der ligger lige på den anden side af gerningsstedet på Mørkhøjvej, forklaret, at de så fem unge fyre løbe fra stedet, da skuddene i frisørforretningen netop var blevet affyret.

Blomster og lys foran Salon Ørn, hvor en 20-årig frisør blev dræbt af skud 29. september 2020.
Blomster og lys foran Salon Ørn, hvor en 20-årig frisør blev dræbt af skud 29. september 2020. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

Efterforskningslederen vil heller ikke foreløbig udelukke, at der kan have været andre personer, der har hjulpet gerningsmanden senere under flugten.

»Det seneste sted, som vi indtil videre kan knytte gerningsmanden til, er Muldager. Derfra er det foreløbig uvist, hvordan han er kommet videre,« siger Knud Hvass.

Han ønsker ikke at gå i detaljer med, hvor mange skud den 20-årige frisør blev ramt af. Kun at der var tale om »flere skud«. Foreløbig vides det heller ikke med sikkerhed, hvilket gerningsvåben der blev skudt med.

»Vi er naturligvis også i gang med en lidt større efterforskning for at undersøge, hvad der eventuelt kan ligge forud for drabet og kan have været et motiv. Foreløbig er der ikke noget, som siger, at han skulle være truet. Men det er jo heller ikke alt, som vi får at vide,« tilføjer vicepolitiinspektøren.

Salon Ørn på Mørkhøjvej, hvor den 20-årige frisør blev dræbt i tirsdags ved 13-tiden.
Salon Ørn på Mørkhøjvej, hvor den 20-årige frisør blev dræbt i tirsdags ved 13-tiden. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

Politiet hører fortsat meget gerne fra borgere, der har oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på 1-1-4.