I månedsvis ledte politiet efter en turistbus, der var blevet stjålet i København. I weekenden lykkedes det at finde den - i en lagerhal i Kvistgård.

Men hvad lavede den der?

Helsingør Dagblad har været i kontakt med manden bag det udlejningsfirma - Kvistgård Erhvervscenter - som lejede en af lagerhallerne ud til den mand, der mistænkes for at have stjålet turistbussen.

Udlejer Marc Rossing forklarer dog, at firmaet intet vidste om, at bussen stod i hallen, før man læste om det i medierne.

»Vi lejer lokaler ud, og vi kan jo ikke vide eller holde øje med, hvad der står inde i de haller, vi har lejet ud,« siger han.

En herboende serbisk mand på 60 år blev i weekenden anholdt og varetægtsfængslet, efter politiet fandt frem til den stjålne bus i lagerhallen, som serberen havde lejet af erhvervscenteret.

Den belgiske turistbus forsvandt sporløst i august, og politiet iværksatte en storstilet eftersøgning. Politiet forklarede, at man anså det som intet andet end et usædvanligt tyveri, men alligevel udelukkede man dengang ikke helt, at det kunne være mere alvorligt.

»Når vi kigger ud i verden og på det, der sker omkring os, så ved vi, at køretøjer bliver brugt,« har chefen for vagtcentralen i Københavns Politi, Peter Buhl, tidligere sagt med henvisning til de blodige angreb på tilfældige mennesker, som har været gennemført med lastvogne flere steder i Europa.

Lørdag fandt politiet endelig den efterlyste bus i Kvistgård ved Helsingør.

Samme dag blev den serbiske mand anholdt på sin bopæl i Valby i København. Han menes at stå bag organiseret tyveri af busser, der fragtes videre til udlandet.

Til Helsingør Dagblad forklarer Marc Rossing, at han regner med, at politiet vender tilbage til dem, så de kan hjælpe.

Den 60-årige serbiske mand blev varetægtsfængslet i 15 dage for tyveriet af turistbussen.

Fordi han er mistænkt for at kunne stå bag organiseret tyveri af busser, der fragtes videre til udlandet, efterlyser politiet flere medgerningsmænd.

Det fortalte vicepolitiinspektør fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet, Torben Svarrer, i weekenden til nyhedsbureauet Ritzau.

»Han er sigtet for organiseret tyveri, og vi har en fornemmelse af, at der flere involveret. Derfor leder vi efter medgerningsmænd. Det er det, vi på nuværende tidspunkt kan oplyse,« lød det.

Vicepolitiinspektøren ønskede i weekenden ikke at uddybe, hvordan det lykkedes at lokalisere bussen.