Politiet udelukker ikke, at der kan ligge et bande-opgør bag alvorligt knivstikkeri i Næstved tirsdag aften.

En 30-årig mand fra Næstved blev sent tirsdag aften opsøgt af to mænd i sit hjem, som stak ham gentagende gange i maven med en kniv. 

- Han fik flere knivstik i maveregionen. Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor mange knivstik det drejer sig om, eller hvor han blev skadet, men det siger sig selv, at det er alvorligt, når man bliver ramt af flere knivstik i maven.

Det siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til bt.dk.

Trods knivstikkene formåede den 30-årige selv at få tilkaldtt en ambulance.

- Han modtager stadig behandling, men meldes uden for livsfare, siger Søren Ravn-Nielsen.

Offeret færdes ifølge politiet i det lokale bandemiljø, og derfor kan politiet ikke udelukke, at knivstikkeriet er et led i den verserende konflikt mellem Bandidos og Westside Nation. Politiet valgte i dag at forlænge forbuddet mod at opholde sig i Westside Nations klubhus på Præstøvej 6B i Næstved. Knivoverfaldet indgår i politiets begrundelse for opretholdelse af forbuddet:

- Der kan endnu ikke siges noget om motivet til overfaldet, men det kan ikke udelukkes, at overfaldet kan have sammenhæng til den verserende konflikt mellem Bandidos og Westside Nation, siger Politiinspektør Flemming Madsen i en pressemeddelelse.

Politiet er interesserede i at høre fra eventuelle vidner til overfaldet eller fra folk, som af anden grund kan vide noget om episoden.

Konflikten mellem de to rockerklubber begyndte, da omkring 15-20 medlemmer brød ud af Bandidos og oprettede Westside Nation i Bandidos-klubhuset i Næstved. Udbryderne var utilfredse med en række forhold i klubben, blandt andet Bandidos' håndtering af konflikter med flere andre grupperinger.

Konflikten mellem udbryderne og Bandidos er på det sidste spidset voldsomt til. En række påsatte brande menes at have en sammenhæng med konflikten, senest branden i Bandidos' klubhus i Kvistgård der huser klubbens landsorganisation, i rocker-terminologi kaldet 'National'. Den endelige årsag til branden i Kvistgård er endnu ikke fastlagt.