OPDATERET. Torsdag eftermiddag kom meldingen: En mulig kropsdel var blevet fundet i vandet nord for Falsterbo i svensk farvand. Torsdag aften har det vist sig, at der ikke var tale om noget, der stammer fra et menneske, men derimod højst sandsynligt fra et dyr.

Det oplyser de svenske myndigheder til blandt andet SVT og TV 2 på baggrund af de tekniske undersøgelser af fundet.

»Det er ingen forbrydelse involveret, vores indsats er afsluttet derude, og afspærringerne er ophævet,« siger en talsperson for svensk politi, Åsa Emanuelsson, til SVT.

Til TV 2 fortæller kriminalkommissær ved det sydsvenske politi, Mattias Sigfridsson, at der i stedet skulle være tale om noget fra et større dyr.

Torsdag eftermiddag havde Københavns Politi skrevet således i en pressemeddelelse:

'Efter en anmeldelse fra en civil borger har svensk politi i dag nord for farvandet ved Falsterbo sikret, hvad der kan være en kropsdel.'

Politiet oplyste videre, at der ville blive iværksat tekniske undersøgelser af den mulige kropsdel. Blandt andet for at undersøge, at fundet kunne relateres til efterforskningen af den svenske journalist Kim Wall.

Til mediet Sydsvenskan fortalte en informationsmedarbejder ved svensk politi, at fundet var blevet gjort på en strand af en privatperson torsdag formiddag. Manden ringede til politiet og fortalte, at han havde fundet noget, der 'kunne være en kropsdel fra et menneske'.

»Kriminalteknikere er gået i gang med den indledende undersøgelse (af fundet, red.). Hvis det viser sig at være et levn fra et menneske, vil det blive sendt til retsmedicinsk undersøgelse og skal DNA-undersøges,« forklarede Åsa Emanuelsson, der er pressetalsperson ved svensk politi, ifølge Sydsvenskan.

Til avisen Aftonbladet fortalte Åsa Emanuelsson følgende om fundet:

»Vi skal undersøge, om det kommer fra et menneske eller dyr. Det vil blive forelagt en retslæge, og derefter skal der foretages en dna-analyse for at se, om den passer til en person, der er meldt savnet,« siger hun og uddyber:

»Det er nemt at koble det til denne person, som er har været forsvundet og nu er bekræftet død. Men vi arbejder bredt. Vi har dog oplyst om fundet til dansk politi, så nu må vi se, hvad der sker.«

Torsdag aften står det nu klart, at fundet ikke stammer fra et menneske, men fra et dyr.

Kim Wall blev meldt savnet natten til fredag den 11. august, efter hun ikke havde givet livstegn fra sig eller var kommet hjem efter at have været om bord på danske Peter Madsens hjemmebyggede ubåd 'Nautilus' i vandene omkring København. Ubåden blev efterlyst, og fredag formiddag blev den set i Køge Bugt, hvor den pludselig sank.

Peter Madsen, der også kaldes 'Raket-Madsen', stod i ubådens tårn, da det skete, men Kim Wall var ikke til at se.

I begyndelsen forklarede Peter Madsen, at han havde sat Kim Wall af på Refshaleøen ved København nogle timer efter, de var stævnet ud sammen torsdag aften den 10. august. Senere er det kommet frem, at han ændrede den forklaring, efter han var blevet anholdt og sigtet for drabet på kvinden og fremstillet i grundlovsforhør.

'Sigtede har til politiet og i retten forklaret, at der er sket en ulykke om bord på ubåden, som har medført Kim Walls død, og at han efterfølgende har begravet hende til søs på et ikke nærmere defineret sted i Køge Bugt,' skrev politiet i en pressemeddelelse mandag.

Senere mandag kom det frem, at en mand på cykeltur tilfældigt havde fået øje på noget ude i vandet ved Vestamager, som viste sig at være liget af en kvinde, der manglede både arme, ben og hoved. Ligdelene var ifølge politiet 'bevidst blevet afskåret'.

En dna-prøve viste senere, at der var tale om Kim Wall.

Peter Madsen sidder varetægtsfængslet for 'uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder' på den svenske journalist. Han nægter sig skyldig i drab og uagtsomt manddrab.