Klokken 17.23 meddeler Nordjyllands Politi, at de har indstillet eftersøgningen, efter at de ikke har modtaget yderligere anmeldelser eller henvendelser.

Politiet har torsdag eftermiddag modtaget en anmeldelse om, at en person skulle være i problemer ved Grønhøj strand, der ligger mellem Løkken og Blokhus.

Det er en mulig drukneulykke, oplyser Nordjyllands Politi til B.T. Politiet modtog anmeldelsen 15.25.

Nordjyllands Politi og redning har derfor været massivt tilstede på Grønhøj strand det meste af eftermiddagen, hvor de har søgt efter personen med helikopter.

Politi og redning massivt tilstede på Grønhøj Strand. Søgning foregår med hjælp fra helikopter.
Politi og redning massivt tilstede på Grønhøj Strand. Søgning foregår med hjælp fra helikopter. Foto: Jean Nonboe // BYRD
Vis mere

Umiddelbart har ingen af de mennesker, der har befundet sig på stranden, set noget i vandet, der kunne indikere, at en person har været i fare, oplyser vagtchefen.

»Det skal siges, at der er rigtig mange mennesker på stranden i dag, og vi har ikke kunne få bekræftet historien fra dem, der er tilstede,« siger Jesper Sørensen.

Derfor opfordrede politiet tidligere på dagen til, at man henvendte sig til politiet på 112 med det samme, hvis man skulle mangle en person på stedet.

Nordjyllands Politi har kun modtaget en enkelt anmeldelse om en person i fare.

Søgningen er indstillet kl. 17.23, efter at politiet ikke har fundet nogen personer i vandet eller modtaget flere anmeldelser.