Den ene af to tunesere fra Muhammedsagen har valgt frivilligt at rejse ud af landet. Men sagen om hans frihedsberøvelse fortsætter, siger hans advokat.

Den ene af de tunesere, som er blevet administrativt udvist i forbindelse med Kurt Westergaard-sagen, er her til formiddag frivilligt rejst ud af landet i dag.

Advokat Henrik Stagetorn oplyser til Ritzau, at der er tale om den yngste af de to tunesere.

- Frihedsberøvelsen har taget hårdt på ham. Og da han ikke lige kunne se nogen ende på det, har han valgt at rejse, siger han.

Han mener dog, at sagen om de to tuneseres frihedsberøvelse skal fortsætte ved domstolene. De har seneste fået landsrettens ord for, at det er i orden at frihedsberøve dem, men deres advokater vil nu forsøge at få det spørgsmål indbragt for Højesteret.

- Jeg vil stadig gøre gældende, selv om han ikke er i landet, at han har en retlig interesse i at få prøvet spørgsmålet, siger Henrik Stagetorn.

/ritzau/