En kvindelig mountainbikerytter er onsdag eftermiddag blevet fragtet på hospitalet efter et slemt styrt i Marselisborg Skovene i Aarhus.

»Mountainbikerytteren glemmer at dreje i et sving, tager i styrtet fra med hovedet og ender ned ad en større skrænt,« siger Jørgen Hansen, der er operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, til B.T.

Han fortæller, at de blev kaldt til opgaven 13.22 af ambulanceredderne på stedet, der skulle bruges deres hjælp til at få kvinden båret ud af skoven.

Brandvæsnet ankom derfor med syv mand til stedet.

»Vi fik hende bundet fast på en båre, hvorefter vi fik hende fragtet 100-200 meter ud af skoven til ambulancen. Undervejs klagede hun over stærke smerter i nakken,« fortæller operationschefen.

Kvinden blev kørt til Aarhus Universitetshospital sammen med en anden kvinde, der var med ude at køre på mountainbiketuren.

Brandvæsenet og Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle yderligere om, hvordan kvindens tilstand er.