Sydmotorvejen blev onsdag formiddag spærret i sydgående retning mellem frakørsel 41 Vordingborg og frakørsel 42 Farø efter en ulykke.

Det oplyste Vejdirektoratet på Twitter.

Til BT oplyste vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at to biler var involveret i ulykken.

»Der er tale om en skolevogn og en anden bil. Den anden bil har påkørt skolevognen bagfra,« forklarede vagtchef Henrik Karlsen.

Nogle af personerne i den påkørte bil var 'teknisk fastklemte', så man spærrede vejen, mens man arbejdede på at få dem skåret fri.

»Vi er i gang med at skære taget af bilen, så vi kan få dem ud,« fortalte vagtchefen.

Klokken 11:45 oplyser politiet og Vejdirektoratet, at der ikke længere er spærret. Ifølge Vejdirektoratet er der lidt kø tilbage, men man forventer, det hurtigt bliver opløst.