Tidlig lørdag morgen har flere biler været involveret i en trafikulykke på Motorring 3.
Efter ulykken kommer politiet med en advarsel til bilisterne.
»Der er spejlblankt derude,« siger vagtchef Thomas Ratzlaff.
»Redningspersonalet har også svært ved at stå fast,« tilføjer han.
Ulykken skete i nordgående retning mellem Lyngby og frakørsel 17, Jægersborgvej.
»To personer er kommet til skade,« fortæller Thomas Ratzlaff.
Han ved endnu ikke, hvor alvorlig personskade, der er tale om.
Motorring 3 blev helt spærret i nordgående retning ved ulykkesstedet, men nu er et spor atter farbart.
Der er opstået en anelse kø frem mod ulykkesstedet.
Politi og redningsmandskab arbejder stadig på stedet, og vagtchefen forventer, at der snart kan genåbnes for trafikken.
Ulykken blev anmeldt klokken 05.53.