Mandag formiddag har der været et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej.
En bil har påkørt en skiltevogn – og det giver en del trafikale udfordringer.
»Der er opstået en del kø,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann.
Uheldet skete i det nordgående spor på Sønderjyske Motorvej mellem afkørslen Aabenraa S og Aabenraa nær sammenfletningen med Sønderborgmotorvejen.
Det nordgående spor er helt spærret efter uheldet, og der er opstået omkring en kilometer kø frem mod ulykkesstedet.
I den forbindelse kommer vagtchefen med to kraftige opfordringer til bilisterne:
»Lad være med at forsøge at køre forbi ulykkesstedet i nødsporet,« lyder det fra Ole Aamann.
Han tilføjer, at der heldigvis ikke er sket personskade, men at uheldet har medført en del materiel skade.
»Det kommer til at tage tid at få ryddet op, så jeg vil opfordre til, at man finder alternativ ruter,« siger vagtchefen.
Vejdirektoratet oplyser, at bilister på strækningen må forvente mellem ti og 30 minutters forlænget rejsetid.
Af vejdirektoratets trafikkort fremgår det, at oprydningsarbejdet forventes at være overstået først på eftermiddagen.
Uheldet blev anmeldt klokken 11.19.
