Et motoriseret svævefly var søndag eftermiddag nødt til at nødlande i strandkanten på Gniben, der er det alleryderste punkt på Sjællands Odde.

Heldigvis kom ingen af de to personer, der var om bord på svæveflyet, til skade under nødlandingen.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Arne Aabech.

Værre ser det ud med flyet, der fortsat ligger i strandkanten.

Nu viklet ind i politiets afspærringstape. Havareret og ude af stand til at lette igen lige foreløbig.

»I forbindelse med nødlandingen knækkede flyets hale. Det er jo ikke just tale om en autoriseret landingsbane, så den har sikkert ramt en sten eller noget,« fortæller vagtchefen.

Han fortæller, at svæveflyet er købt i Litauen, og at det simpelt hen løb tør for brændstof under turen.

Derfor måtte det søge mod jorden.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.32.

Hvad der nu skal ske i sagen bliver afgjort, når rapporten er indgivet.

Midt- og Vestsjællands Politi har forelagt sagen for Havarikommissionen, der dog har vurderet, at den ligger udenfor deres område.

Derfor er det nu op til politiets jurister at vurdere, om der er sket noget strafbart i forbindelse med nødlandingen, fortæller Arne Aabech.