90 hastighedsoverskridelser, 88 klip-sager, 17 hensynsløse kørsler og ti kørsler på baghjulet.

Anklageskriftet mod en 30-årig mand fra Glostrup indeholdt ikke mindre end 212 svimlende overtrædelser af færdsels- og straffeloven, som fyldte hele 62 sider. 

Onsdag faldt dommen i Retten i Glostrup, hvor den voldsomme kørsel kostede ham et år og ni måneders ubetinget fængsel. 

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. 

I hele 44 af hastighedsoverskridelserne kørte motorcyklisten mere end dobbelt så hurtigt som tilladt - eller med over 200 kilometer i timen. I nogle tilfælde helt op mod 255 kilometer i timen.

Politiet blev første gang opmærksom på motorcyklisten i april 2021, da flere videoer – som han selv havde filmet og delt på nettet – viste ham køre på baghjulet, stikke af fra politiet og køre ekstremt hurtigt mellem andre trafikanter på en motorvej.

En række scenarier, hvor politiet har vurderet, at han var til fare for andre trafikanter. 

Foruden fængselsstraffen blev den 30-årige idømt ti års ubetinget frakendelse af førerretten, og hans motorcykel blev konfiskeret.

Straffesagen blev behandlet over seks retsdage i Retten i Glostrup.

Den 30-årige mand har taget betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.