En mand på motorcykel er kommet galt afsted lørdag eftermiddag, hvor han kørte galt nær Holbæk.

En mandlig motorcyklist er lørdag eftermiddag sendt til Rigshospitalets Traumecenter, efter at han kørte galt i en soloulykke nær Holbæk.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, der oplyser, at manden er i live, men ikke kan sige noget nærmere om hans tilstand.

Ulykken skete på Audebovej i Avdebo, der ligger nord for Holbæk. Politiet modtog meldingen om ulykken klokken 17.16.

Ifølge politiet havde motorcyklisten ingen hjelm på ved ulykken.

Motorcyklisten er 62 år, og politiet tager nu en blodprøve for at se, om han har været påvirket af alkohol.

Ulykken er sket i et sving, men politiet har endnu ikke klarlagt, hvordan ulykken skete.

/ritzau/