____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En 24-årig mand fra Nørresundby kom alvorligt til skade og befinder sig i livsfare, efter han lørdag eftermiddag på sin motorcykel bragede ind i en minibus med tyske turister.

- Den tyske turist holder og skal svinge til venstre ad Søndergårdsvej fra Voerbjergvej, da motorcyklisten kommer høvlende udenom og kører ind i siden på dem, siger Aage Pedersen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Vagtchefen vurderer, at den unge mand kørte over 100 km i timen, da han bragede ind i bussen med de tyske turister. På strækningen må man kun køre 60 km i timen.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: www.alarm112danmark.dk
Vis mere


Sammenstødet var da også så voldsomt, at motorcyklisten blev kastet omkring 25 meter væk og endte i en grøft. Han var ikke iført motorcyklistdragt, men havde dog husket styrthjelmen. Den forhindrede dog ikke, at han kom til skade på kroppen. Ved ulykken gik det nemlig hårdt ud over den unge mands ben, der blev knust.

Den 24-årige er blevet bragt til Aalborg Sygehus, hvor den første melding lød på, at han var svært tilskadekommen, men uden for livsfare. Hans tilstand har dog ændret sig lørdag aften:

- Vi har nu fået at vide, at han i livsfare. Foruden skaderne på sit ben, har han også brækket ryggen, og så har han indre blødninger, siger Aage Pedersen lørdag aften til bt.dk.

Ved ulykken fik minibussen også en del skader. De fleste af tyskerne slap dog for skader.

- En af de tyske turister har slået nakken og er lettere tilskadekommen. Og så er de selvfølgelig alle chokeret, siger Aage Pedersen. 

Ulykken skete klokken 15.53. Politiets bilinspektør er lørdag aften sendt til stedet for at undersøge sagen nærmere.