En motorcykel og en personbil var søndag eftermiddag involveret i en alvorlig trafikulykke nord for Haslev.

»Føreren af en motorcykel er i kritisk tilstand,« siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lars Denholt.

Ulykken skete i krydset mellem Ringstedvej og Førslev Skolevej nord for Haslev.

»Efter hvad jeg har fået oplyst, rammer motorcyklen personbilen, men jeg kender endnu ikke de nærmere omstændigheder,« siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen af ulykken klokken 13.22.

Krydset mellem Ringstedvej og Førslev Skolevej er afspærret efter ulykken.

Søndag formiddag måtte politiet også rykke ud til en anden alvorlig ulykke, hvor en lægeambulance var involveret.