Den kristne prædikant Moses Hansens søn blev søndag aften dræbt i en trafikulykke i Norge.

Den 39-årige Moses Zorba Hansen Jr. var på vej fra Mandal til Kristiansand, da han mistede herredømmet over sin lastbil fyldt med kyllinger og mælk. Det kostede ham livet.

- Vores ældste søn, Moses Jr., blev dræbt i aftes. Han kørte lastvogn i Norge. I et skarpt sving nær Mandal mistede han herredømmet over sit vogntog og kørte ind i en klippevæg, hvor førerhuset blev klemt mod væggen, skriver Moses Hansen natten til mandag på sin facebook-side.

Ifølge fvn.no blev norsk politi kontaktet om ulykken omkring kl. 21.10 søndag aften, hvor flere bilister skal have overværet ulykken.

- Ifølge vidner skal lastvognen, som var fyldt med kylling og mælk, være kommet udenfor kanten og tippet lige ind i klippevæggen, så hele førerhuset blev knust, oplyser indsatsleder Arvid Adrianssens til fvn.no.Kort efter blev Moses Hansen kontaktet.

- Chefen for min søns lastvognsfirma ringede og sagde grædende i telefonen: Jeg har en forfærdelig nyhed. Din søn er lige blevet dræbt, fortæller Moses Hansen til bt.dk.

Moses jr. blev d. 26. juni i år gift på den eksotiske ø Trinidad og Tobago og det nygifte par havde lige solgt deres fælles lejlighed for at tage på en længere udlandsrejse.

De planer stoppede brat søndag aften.

- Moses havde en svag puls, da redningsmandskab og helikopter nåede frem. Men han blev kort efter erklæret død, skriver Moses Hansen på facebook.

Moses jr.'s kone Haidi flyver i dag til Norge, hvor hun ifølge Moses Hansen håber på, at hendes afdøde mand vil genopstå.

- Hun har ikke opgivet håbet om at se sin mand oprejst fra de døde. Derfor beder hun om, at en bønnekæde fødes frem i løbet af i dag mandag, så hun må få al den nåde, hun trænger, når hun i løbet af dagen i dag ser Moses Jr. på hospitalet. Der vil ikke være noget mærkeligt i, at Gud sender Jr.’s ånd tilbage til kroppen, som nok også trænger til helbredelse, formoder jeg. Jeg kan ikke sige, jeg har troen dertil. Men jeg ved, Jesus formår, og jeg bakker gerne min svigerdatters tro og håb op ved selv at bede - og bede om forbøn, skriver Moses Hansen.

Og netop troen skaber trøst hos Moses Hansen.

- Moses er hjemme hos Gud (...) Derfor sørger vi ikke, som verden sørger, når døden rammer. Vi sørger, men ikke på samme måde. For vi trøstes ved de mange løfter, der klart siger, at vi skal mødes hjemme hos Jesus, skriver han på facebook.