Lyt til artiklen

»Jeg har ham i hånden. Han klemmer virkelig, virkelig hårdt. Man kan jo kun spekulere i, om han har tænkt noget. Eller om det bare er reflekser.«

Den decemberdag sidste år har Morten Vinther netop været ude at vinterbade, da han pludselig sidder på asfalten midt i et københavnsk lyskryds – omgivet af paniske ansigter og snart også blå blink.

En 45-årig cyklist er kort forinden blevet kørt ned i krydset ved Sølvgade og Østre Voldgade.

Bilisten er stukket af. Og i sin flugt har han passeret Morten Vinther, der ikke ser selve ulykken, men kommer kørende i sin bil ad Sølvgade kort efter.

»Jeg kan huske, at det larmer helt vildt fra flugtbilistens bil, og tænker, at det er underligt, han ikke stopper, hvis nu kofangeren er i stykker. Da han kommer tættere på, kan jeg se, at det er en cykel, der er under bilen. Der kommer gnister.«

»Han jerner op over cykelstien, og så falder cyklen af, og han kører videre.«

Bilisten, en 30-årig mand, indtager mandag anklagebænken i Københavns Byret. Tiltalt for at have kørt den 45-årige far til fire ned.

Han er tiltalt for at have gjort det med vilje – for drab – men nægter sig skyldig. Ifølge hans forsvarer, Danni Richter, er det en »ulykkelig sag«, et uheld, der i december sidste år frarøver den 45-årige livet.

Bag sløringen gemmer sig den 45-åriges smil. Et smil, familie og venner aldrig vil glemme.
Bag sløringen gemmer sig den 45-åriges smil. Et smil, familie og venner aldrig vil glemme.
Vis mere

Morten Vinther ankommer ganske kort efter ulykken til stedet.

»Jeg siger til min kæreste, at der er et eller andet helt galt. Og da vi kommer op i krydset, kan vi se, at en lastbil holder og spærrer, og der står nogle kvinder og er i panik. Så vi styrter bare derover.«

Selv beskriver han det som en impuls at styrte derover. Ikke noget, der kræver yderligere tankevirksomhed. Bare noget, han gør.

Han og en anden mand sidder ved den 45-årige. Holder ham i hånden og tjekker ham for brud og blødninger. Men der er ikke meget at se. Kun lidt blod fra det ene øre.

De kæmper for at holde ham ved bevidsthed.

»Hvad hedder du? Kan du høre mig? Er du der? Har du ondt? Hvor er du blevet ramt?« spørger Morten Vinther.

Men der er intet svar.

»Han siger ikke noget overhovedet. Hans øjne er bare udspilede. I panik.«

Snart begynder den 45-årige at forsvinde.

»Han glider langsomt ud af bevidsthed. Stille og roligt, mere og mere.«

»Til sidst kan vi ikke komme i kontakt med ham længere. Der kaster han blod op, og så kommer politiet og ambulancen umiddelbart efter.«

»Det er først, da politiet kommer, og vi får talt med nogle af vidnerne, det går op for mig, hvor vanvittigt det er.«

Adskillige var mødt op for at tage afsked med den 45-årige. Foto: Privat.
Adskillige var mødt op for at tage afsked med den 45-årige. Foto: Privat.
Vis mere

På hospitalet bliver den 45-årige lagt i kunstig koma. Han har brud på kraniet og flere halshvirvler samt brystbenet. Og så har han en hjerneblødning.

To dage senere ånder han ud.

I mellemtiden er en ung mand blevet anholdt og sigtet for at stå bag. Under grundlovsforhøret, der ender i varetægtsfængsling, sidder den 45-åriges lillebror på tilhørerrækkerne.

Lillebroren, som B.T. flere gange har talt med, er fyldt til randen af spørgsmål. Det vigtigste af alle: Hvorfor skulle hans bror køres ned?

Morten Vinther har ikke svaret på netop det spørgsmål.

Men han har mødt lillebroren for at fortælle ham det, han ved.

»Hvis jeg kan hjælpe med at give ham en form for afklaring, det ved jeg ikke, om man kan, men hvis jeg kan give noget, vil jeg gerne det.«

»Det er rørende at tale med ham. Han fortæller om sin bror, om at han var et godt sted i livet, og det gør det endnu mere tragisk på en eller anden måde.«

Den 45-åriges lillebror er stadig ramt af magtesløshed.
Den 45-åriges lillebror er stadig ramt af magtesløshed. Foto: Katja Mejborn
Vis mere

Det bliver op til et nævningeting at tage stilling til, om tragedien er udløst af et uheld eller bevidst.

Fire dage er sat af til sagen. Syv vidner er indkaldt. Heriblandt flere, der med egne øjne har overværet selve påkørslen.

Morten Vinther skal ikke selv vidne. Men han vil alligevel følge sagen. Til dørs.

»Jeg sad der med ham, så på den måde er jeg investeret. Men jeg kan jo ikke påvirke den, når jeg ikke skal vidne. Så det bliver fra en distance.«

Uanset sagens udfald håber Morten Vinther, at den kan give de efterladte afklaring.

»Mine tanker går til hans familie. Jeg håber, de er der for hinanden og kan komme igennem det på den bedst mulige måde.«

»Jeg håber, at retfærdigheden sker fyldest. For familien og for ham.«