Ud over svindel med EU-midler tiltales DF-politiker for at have fabrikeret falske eller urigtige oplysninger.

Folketingsmedlem, næstformand for Dansk Folkeparti og tidligere EU-parlamentariker Morten Messerschmidt tiltales for dokumentfalsk som led i Meld- og Feldsagen.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som Messerschmidt har offentliggjort på sin Facebook-profil, efter at blandt andet Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af dokumentet.

Politikeren tiltales for at have fabrikeret falske eller urigtige oplysninger for at opnå uberettiget EU-støtte til en Meld-konference.

Ifølge Bagmandspolitiet (SØIK) fandt konferencen aldrig sted - det gjorde til gengæld et sommergruppemøde for Dansk Folkeparti i Skagen.

Messerschmidt skal i forbindelse med mødet have gjort brug af en falsk "service provider-kontrakt" med Color Hotel Skagen.

Ifølge anklageskriftet har politikeren fået Dansk Folkepartis administrationschef til at skrive under på kontrakten, som om hun var ledende medarbejder på hotellet.

De falske dokumenter er desuden - ifølge anklagen - brugt som dokumentation over for EU, således at pengene ikke skulle betales tilbage.

Det var tilbage i august 2016, at Messerschmidt blev meldt til politiet for muligt svig med offentlige midler i Meld og Feld. Meld og Feld er henholdsvis en alliance af partier i EU og en EU-fond.

Siden har sagen været undersøgt af EU's kontor til bekæmpelse af svig - også kendt som Olaf - og af Bagmandspolitiet.

Adskillige gange har politiet udskudt en afgørelse.

I sidste uge kom det så frem, at Messerschmidt tiltales for misbrug af 98.835 kroner i forbindelse med sommerkonferencen i Skagen i 2015.

Sagens kerne er, at Dansk Folkeparti har fået EU-støtte til sommergruppemødet, selv om EU angiveligt fyldte meget lidt på mødet.

I en video på Facebook udtrykker Messerschmidt sin forundring over sagen.

- Det er gået fra at handle om helt vildt mange penge og helt vildt mange sager til nu at handle om knap 100.000 kroner på ét bestemt møde.

- Jeg kan overhovedet ikke genkende den fremstilling af tingene, som anklagemyndigheden lægger for dagen, lyder det.

Messerschmidt siger desuden, at Olaf allerede har endevendt spørgsmålet om "den famøse kontrakt" i forbindelse med sommergruppemødet i Skagen uden at finde grund til at kalde det svindel eller lignende.

- Derfor er jeg en lille smule forbløffet over, at politiet også her er kommet frem til en noget anden konklusion, end jeg havde regnet med.

Først mandag er det blevet kendt i offentligheden, at politikeren også tiltales for dokumentfalsk, og at en ledende medarbejder i Dansk Folkeparti har bidraget ved at sætte en falsk underskrift.

Dansk Folkepartis administrationschef bliver ifølge partiets eget medie, ditoverblik.dk, ikke tiltalt i sagen. Det bliver dog en anden person, hvis identitet foreløbig er ukendt for offentligheden.

Således fremgår det af anklageskriftet, at to personer er tiltalt for dokumentfalsk, hvoraf den ene er Messerschmidt. Det andet navn er streget over. Ifølge Ekstra Bladet er det en medarbejder i Dansk Folkeparti.

Inden sagen kommer for retten, skal Folketinget give sit samtykke til, at Morten Messerschmidts politiske immunitet ophæves.

Det står skrevet i grundloven, at medlemmer af Folketinget ikke kan tiltales eller fængsles uden Folketingets godkendelse.

Dette anses dog for at være en formalitet. Både Morten Messerschmidt og hans parti har tilkendegivet, at de ikke vil modsætte sig retssagen.

/ritzau/