Natten til fredag 15. november 2019 mistede Morten Messerschmidt sin søster Line.

Hun blev dræbt på den 'mest brutale vis', som det stod i familiens dødsannoncen. For første gang åbner Morten Messerschmidt nu op for tabet af søsteren.

Det sker i et interview med Kristeligt Dagblad.

»Min første tanke var: ’Er børnene o.k.?’ Line har fire børn, og de var der, mens det skete. Resten af den dag handlede om Lines børn, og det var først ud på natten, at chokket over hendes død for alvor fæstnede sig i mig, for der var en masse praktiske forhold om børnene, som tog opmærksomheden,« siger Morten Messerschmidt.

Han fortæller til mediet, at han har brugt kirken - nærmere bestemt Ordrup Kirke i det nordsjællandske - til at bearbejde sorgen over søsterens død.

Og netop hans tro får ham til at tænke på, at de kommer til at ses igen på den anden side i Guds rige.

Morten Messerschmidts halvsøster Line Messerschmidt blev dræbt ved et ' hidtil ukendt antal knivstik'.

En 39-årig mand ved navn Martin Degn er sigtet for drabet på Line Messerschmidt i Ruds Vedby og en 34-årig kvinde, Jeanette Rømer Hansen, i Kundby ikke længe efter. Det første drab fandt sted klokken 04.25, mens det andet skete klokken 05.47.

Martin Degn nægtede i forbindelse med grundlovsforhøret i sagen at have dræbt de to kvinder, men erkendte dog vold med døde til følge i begge tilfælde.

Martin Degn og Line Messerschmidt havde to børn sammen.

I alt havde Line Messerschmidt fire børn. Og netop de to ældste børn, som Morten Messerschmidt er fadder for, sørgede han og Dot Wessman lidt ekstra for ved at lave kalenderpakker i december måned, fortæller Morten Messerschmidt i interviewet med Kristeligt Dagblad.

Der er endnu ikke faldet dom i sagen mod Martin Degn.