De to mænd, en svensk statsborger og en dansk statsborger, blev anholdt i det centrale København onsdag.
Nu bliver de ført ind i dommervagten i byretten.
Der er tale om 25-årig svensker og en 19-årig dansker. Den svenske mand er klædt i sorte cowboybukser og beige hættetrøje. Den danske mand er klædt i sort joggingtøj og en sort dunjakke.
De er begge sigtet for drabsforsøg på et ukendt sted i København og forsøg på ulovlig våbenbesiddelse.
Ifølge sigtelsen, der bliver læst op af anklager Andreas Christensen, bliver de to mænd sigtet for to forhold.
Det første drejer sig om, at de to skulle have forsøgt at anskaffe sig et skydevåben med dertil hørende ammunition sammen ukendte gerningsmænd, der stadigvæk er på fri fod, omkring Motel One i København i perioden 28. til 30. oktober.
Det andet forhold drejer sig om samme tidsperiode, hvor den svenske mand være blevet hyret til at udføre et lejemord i København, derfor rejste han til Danmark. Her skulle den danske mand have hjulpet den svenske mand og sørget for indkvartering, indkøb af maskering og planlægning af drabet samt anskaffelse af skydevåbenet.
Ifølge sigtelsen blev drabsplanerne forpurret, da våbenleverancen blev forsinket og politiet skred til anholdelse onsdag.
De to sigtedes forsvarsadvokater anmoder om, at få nedlagt et navneforbud for deres klienter, hvilket dommeren imødekommer.
Herefter siger anklager Andreas Christensen, at han gerne vil have dørene lukket, da der stadigvæk er gernignsmænd på fri fod.
Der er ingen protester fra den fremmødte presse og uden lang betænkningstid, vælger dommeren at lukke dørene til grundlovsforhøret.
Ude foran dørene til dommervagten, fortæller den 19-åriges mands søster, at hendes bror læser til pædagog og klarer sig godt. Hun er meget overrasket over, at han er blevet anholdt.
Helene Brædder, der er forsvarsadvokat for den 19-årige mand, oplyser, at hendes klient nægter sig skyldig i de to forhold. Det samme gør den svenske statsborger.
Efter omkring en times grundlovsforhør fortæller dommeren, at de to mænd bliver varetægtsfængslet frem til 27. november.