Åh nej! Nu slås de om Rasmus i døden

Som om det ikke var nok, at en 35-årig mor mandag kvalte sit eget 4-årige barn Rasmus med de bare næver, sådan at faderen ikke kunne få lov at have samvær med drengen. 

Nu kæmper den fængslede mor så for at faderen, der bor på Frederiksberg, heller ikke skal have lov at få den dreng, hun valgte at slå ihjel, begravet i København.

Det bekræfter, den varetægtsfængslede kvindes advokat, Uffe Bro, til BT.



- Vi har desværre en situation, hvor der er to ønsker om, hvor han skal begraves. Moderen vil gerne have, at han skal begraves i Aalborg, mens faderen ønsker, at det bliver i København, siger han. 

Moderen har forældremyndigheden over barnet, og det er derfor nu op til skifteretten at afgøre, om det faktum, at hun slog barnet ihjel, diskvalificerer kvinden til at få sit begravelsesønske opfyldt.



- De to parter - det vil i det her tilfælde sige os forsvarsadvokater - er blevet indkaldt til et møde i skifteretten på mandag, hvor der formentlig vil blive truffet en afgørelse. For at være helt ærlig, så har jeg aldrig været udsat for noget lignende før, men jeg har sagt ja til at viderebringe hendes ønske, så det er det, jeg gør, siger Uffe Bro. 

Afdøde Rasmus' far, Carsten der i forvejen er hårdt mentalt ramt efter tabet af sin søn, er målløs over at moderen ikke ville lade ham begrave den søn, som hun mandag valgte at dræbe. 

-  Jeg er simpelthen så rystet over det lige nu. Jeg står udenfor psykiatrisk skadestue på Frederiksberg med min kæreste lige nu, og vi er simpelthen så påvirkede af alt det her. Men jeg må jo til Aalborg på mandag og kæmpe videre, siger han til BT og lægger ikke skjul på, hvad han mener om sagen. 

- Det kan simpelthen ikke være rigtig, hvis en mor, der har slået sit barn ihjel, skal få lov at bestemme, hvor samme barn skal begraves.
 
Embedslægen har besluttet, at der skal træffes en afgørelse hurtigt, idet drengen skal begraves inden den 30. december.