Årelang vanrøgt og systematisk vold mod datteren har udløst en alvorlig tiltale mod en mor fra Sydsjælland.

Ifølge politiet blev datteren blandt andet på et tidspunkt i timevis låst inde i et trangt kælderrum.

Det fremgår af anklageskriftet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som B.T. har fået aktindsigt i.

Her er den midaldrende mor tiltalt for mishandling efter straffelovens grove voldsparagraf, vanrøgt eller nedværdigende behandling samt frihedsberøvelse.

Kvinden nægter sig skyldig. Derfor skal sagen afvikles som en domsmandssag, når den om kort tid kommer for retten i Næstved.

Ifølge tiltalen har moderen de seneste 10 år udsat sin nu 17-årige datter for gentagen og systematisk vold, frihedsberøvelse eller nedværdigende behandling samt udnyttet hendes værgeløse tilstand.

Blandt andet ved i hjemmet samt under en ferietur til udlandet flere gange om ugen at have slået datteren i ansigtet og på kroppen med både flad og knyttet hånd.

Datteren er ifølge anklageskriftet også blevet slået med et kosteskaft, ligesom moderen har taget hårdt fat i armene på datteren, så hun fik blå mærker. Datteren blev også revet i håret, så der i et tilfælde røg en tot hår af.

Under ferieturen til Spanien tog moderen ifølge tiltalen fat i armene på datteren og skubbede hende op ad en væg, så den dengang 10-årige pige fik skrabemærker på ryggen og mærker på armene.

Og inden hun fyldte 10 år, blev datteren i ét tilfælde efter politiets opfattelse ulovligt frihedsberøvet ved i 'et ukendt antal timer' at være blevet låst inde i et kælderrum på cirka to gange fire meter.

For et par måneder siden blev datteren desuden slået på armen med en støvsugerledning, ligesom hun senere på sommeren ved en bestemt lejlighed ifølge anklageskriftet blev slået syv gange.

Det foregik dels med flad og knyttet hånd dels i ansigtet og på overarmene, så datteren blandt andet slog baghovedet ind i en radiator.

Endelig har moderen ifølge anklageskriftet i flere tilfælde, fra datteren var cirka 10 år, låst hende ude af hjemmet, når datteren skulle straffes.

Det skete ved, at datteren fik at vide, at hun skulle gå, hvorefter moderen førte hende ud af huset og låste døren.

Herefter har datteren ifølge politiet tilbragt op til flere dage og nætter på gaden og andre steder uden at kunne komme ind i huset igen og få ly og mad.