Byret mente ikke, at 30-årig kvinde skulle varetægtsfængsles, men landsret var uenig. Derfor er hun anholdt.

En 30-årig mor til to er torsdag aften blevet anholdt, efter at hun har været eftersøgt af politiet siden 18. januar.

Kvinden er sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden, da hun ved en demonstration 9. januar gik på talerstolen og ifølge politiet opfordrede til hærværk. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Demonstrationen var arrangeret af Men In Black og endte i uroligheder på Rådhuspladsen i København.

Kvinden gik på scenen i løbet af aftenen og råbte i en megafon, at demonstranterne skulle gøre opmærksomme på sig selv:

- Er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke voldelig måde? Bare lige for at gøre København opmærksom på, at vi er her, lød det blandt andet.

- Er I med? Er vi færdige med at acceptere det lort, så lad os smadre det, venner folkestyret, folket i Folketinget, smadre systemet. Tak skal I have, sagde hun.

Kvinden blev allerede anholdt et par dage efter demonstrationen og fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt.

Her nægtede hun sig skyldig og forklarede, at hendes udtalelser blot var en "talemåde" og ikke tænkt som voldelige, skriver Ekstra Bladet. Ved retsmødet oplyste hun også, at hun er mor til to børn på fem år og to år.

Dommeren ved grundlovsforhøret fandt heller ikke grund til, at kvinden skulle varetægtsfængsles.

Det var anklagemyndigheden dog uenig i og kærede afgørelsen. Dermed skulle Østre Landsret tage stilling til sagen. Og her kom man frem til, at kvinden skulle fængsles.

Derfor blev hun eftersøgt 18. januar. Først ti dage senere er det så lykkedes politiet at få fat i hende.

Det er uvist, om kvinden vil blive genfremstillet i grundlovsforhør efter anholdelsen.

Demonstrationen 9. januar udviklede sig voldsomt og førte til 18 anholdelser. Af de anholdte blev otte personer fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, og syv mænd i alderen 23 til 39 år blev varetægtsfængslet.

De er alle sigtet for vold mod tjenestemand ved at have kastet ting - herunder fyrværkeri - mod politiet samt for grov forstyrrelse af den offentlige orden.

/ritzau/