Hun hørte skuddene og så sin 16-årige dreng ligge død på jorden. Et halvt år senere er sagen stadig uopklaret, og to spørgsmål nager Nevrije Abdija: Hvem dræbte hendes teenage-søn og hvorfor?

Servet Abdija var en god dreng. Han lavede sine lektier, holdt sig ude af problemer og kom altid hjem til tiden. Sådan beskriver Nevrije Abdija sin søn:

»Servet sagde til mig, at han havde to planer. Plan A var, at han ville være politimand. Plan B var, at han ville være ingeniør. Nu bliver han ikke noget,« siger Nevrije Abdija, og ordene bliver ledsaget af stille gråd.

16. oktober klokken 21:05 blev Servet Abdija dræbt af seks skud nær sin bopæl på Ragnhildsgade 48 i Københavns nordvestkvarter. Nevrije Abdija hørte skuddene fra sin lejlighed, og fra sin altan så hun sin søn liggende død på jorden i en blodpøl. Hun kunne kende ham på tøjet.

Servet Abdija blev dræbt af seks skud i Ragnhildsgade 16. oktober klokken 21:05 i en alder af 16 år.
Servet Abdija blev dræbt af seks skud i Ragnhildsgade 16. oktober klokken 21:05 i en alder af 16 år. Foto: Privatfoto
Vis mere

To-tre mørkklædte og maskerede gerningsmænd blev af vidner set løbe fra stedet ad et stisystem og sætte sig ind i en mørk mellemklassebil, der kørte derfra i høj fart. Men efter seks måneders efterforskning er sagen stadig uopklaret, og det piner Nevrije Abdija, der savner svar på to helt grundlæggende spørgsmål, som hun gentager igen og igen:

»Hvem og hvorfor? Hvem og hvorfor? Jeg sover ikke hele natten og hele dagen, fordi min hjerne går rundt og rundt og rundt. Min søn var uskyldig. Han var en flink dreng. Hvem og hvorfor? Han havde ingen fjender,« siger Nevrije Abdija.

Hun mindes sin søn som en livsglad dreng, der fyldte hjemmet med positiv energi. Han var ikke en del af de kriminelle bander, der hærger på Nørrebro - det billede bekræfter politiet. Men noget tyder på, at det voldsparate miljø i bydelen alligevel kostede ham livet.

Både den dræbte Servets mor og nærmeste familie deltog, da der få dage efter drabet på Østerbro i København blev holdt en mindehøjtidelighed for den uskyldige dreng. 
Både den dræbte Servets mor og nærmeste familie deltog, da der få dage efter drabet på Østerbro i København blev holdt en mindehøjtidelighed for den uskyldige dreng.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Drabet skete midt i en bandekonflikt, der førte til talrige skudepisoder i København. Under flere af skyderierne blev helt tilfældige personer ramt, og selvom Servet Abdija ikke havde banderelationer, kan bandekonflikten sagtens være med til at vanskeliggøre efterforskningsarbejdet.

Politiet har den opfattelse, at der findes personer med kendskab til drabet, som holder inde med oplysningerne - muligvis af frygt for banderne:

»Jeg tror, at der er mange forskellige årsager til, at folk holder sig tilbage. Drabet skete lige, da bandekonflikten var på sit højeste, så mange frygter nok, at denne sag har en relation til konflikten, og det gør folk bange,« siger Hans Erik Raben, der håber, at flere vidner vil træde frem.

Servet Abdija blev dræbt af seks skud i Ragnhildsgade 16. oktober klokken 21:05 i en alder af 16 år.
Servet Abdija blev dræbt af seks skud i Ragnhildsgade 16. oktober klokken 21:05 i en alder af 16 år. Foto: Privatfoto
Vis mere

Servet Abdijas venner og veninder besøger jævnligt hans mor og giver hende blomster for at trøste hende. Servet Abdija havde albanske og makedonske rødder. Han blev begravet i Makedonien ved en ceremoni, hvor 2.000 personer deltog. Men selvom kvarteret i Ragnhildsgade har dannet rammen om den størst tænkelige tragedie, vil Nevrije Abdija ikke flytte fra området.

»Jeg bor samme sted. Jeg kan ikke flytte herfra. For han voksede op her. Jeg går forbi hans steder - hans børnehave - og tænker på dengang, han var et lille barn og frem til nu. Nej, jeg kan ikke flytte,« fortæller Nevrije Abdija.

Københavns Politi har ved hjælp af vidneudsagn og overvågningsvideoer været i stand til at tegne et fuldstændigt billede af Servet Abdijas gøren og laden den 16. oktober. Der er blevet offentliggjort både overvågningsvideoer og signalementer af de tre formodede gerningsmænd.

VIDEO: 16-årig blev dræbt efter fodboldkamp: Nu offentliggør politiet nye overvågningsvideoer:

Politiet har modtaget mere end 200 henvendelser, men stadig er ingen anholdt i sagen:

»Vi har desværre ikke fået det store gennembrud endnu. Vi efterforsker stadig meget bredt i utroligt mange forskellige retninger,« siger efterforskningsleder Hans Erik Raben fra Københavns Politi til Ritzau.

BT har talt med en kusine til Servet Abdija. Hun er skuffet over, at sagen stadig er uopklaret.

»Jeg er lidt skuffet over politiet. Når man har så mange personer, der er sammen om at begå en forbrydelse, hvorfor kan man så ikke komme længere i efterforskningen? Der må da være nogen, der taler over sig. Jeg bliver ked af det, når jeg hører, at politiet er på bar bund,« siger kusinen, der ønsker at være anonym.

Hun håber ligesom Hans Erik Raben, at personer, der må ligge inde med viden om sagen, snart finder modet til at kontakte politiet.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Politiet ønsker at komme i kontakt med folk, der har set 16-årige Servet Abdija op til, at han blev dræbt mandag aften. Foto: Privat/politi.
Politiet ønsker at komme i kontakt med folk, der har set 16-årige Servet Abdija op til, at han blev dræbt mandag aften. Foto: Privat/politi.
Vis mere