'Enhver forælders værste mareridt'.

Sådan beskriver moren, Mathilde Kjær Bie-Hansen, til den syv måneder gamle baby, der mandag blev kidnappet i Haderslev, de seneste 16 timer i sit liv.

»Vi er rystet helt ind til vores grundvold, og vi er dybt skræmte over, at man i dagens Danmark ikke kan lade sit barn stå ude i sin trygge barnevogn og sove i fred,« skriver Mathilde Kjær Bie-Hansen til B.T.

Hun skriver også, at forældrene er mærkede for livet og aldrig vil lade deres børn sove udenfor uden konstant overvågning igen.

Forældrenes liv blev vendt på hovedet, da en 37-årig mand ifølge politiet tog parrets barnevogn fra en privat gård i Haderselv mandag aften klokken 18 og forsvandt fra stedet.

Halvanden time senere blev barnet og den sigtede mand fundet på et hotelværelse på Hotel Norden.

Moren benytter også muligheden til at sende roser afsted mod politiet:

»Vi er super taknemmelige og rørt over det kæmpe arbejde, som både politiet og civile borgere udførte. Politiet mødte talstærkt op inden for ganske kort tid, og folk valfartede til byen fra både nær og fjern.«

»Jeg havde ingen ide om, at SÅ mange var mødt op, før min datter og jeg blev kørt fra det omtalte hotel, og jeg kunne se, hvor mange mennesker, der stod udenfor. Det varmede,« skriver moren.

Én ting reflekterer Mathilde dog lidt ekstra over i dag:

»Det eneste, der kan gå mig lidt på, er, at vi stod længe foran hotellet, inden man rent faktisk fandt ud af, at hun var derinde. Det plager mine tanker i dag at vide, at jeg stod så tæt på hende og ikke kunne hjælpe hende.«

Mathilde Kjær Bie-Hansen fortæller ligeledes, at parret ikke har fået den sigtede mands navn, og at man umiddelbart ikke ved, hvem det er. 

Den 37-årige mand forventes at blive fremstillet i et grundlovsforhør tirsdag.