»Mine børn har aldrig været i tvivl om, at jeg har elsket dem, men jeg er alligevel glad for, at det blev det sidste, jeg sagde til min datter.«
Sådan lyder det fra moren til den 18-årige pige, der natten til lørdag blev brutalt dræbt i Kirsebærplantagen i Nyråd.
Få timer forinden har moren og datteren talt i telefon sammen. Datteren er på vej hen til sin reservefars lejlighed, som hun har fået lov til at låne, mens han passer et hus.
Moren holder datteren med selskab over Facetime, mens hun går igennem et mørkt skovstykke. Fuldstændig uvidende om, hvad der snart vil ske.
I telefonen er datteren i godt humør. Hun fortæller sin mor, at hun har søgt et arbejde, og at hun har vundet på to skrabelodder.
»Hun følte sig snydeheldig, at hun havde vundet på begge. Hun var helt oppe at køre. Så siger hun, at nu er hun ved lejligheden, og vi aftaler at tales ved om morgenen. Jeg siger 'godnat og sov godt, og husk, mor elsker dig',« fortæller moren, som B.T. har talt med.
Moren lægger på i troen på, at alt er i den skønneste orden. Men det er det langt fra.
Midt om natten banker det på døren i hjemmet, hvor moren sover, og datten normalt også bor. Det er politiet.
»Da jeg ser, det er politiet, går der mange tanker gennem mit hoved. Jeg ved godt, der er noget helt galt, ellers var de jo ikke kommet.«
De to betjente fortæller moren, at der har været brand i lejligheden i Kirsebærplantagen, og de har en stærk formodning om, at datteren er omkommet i branden.
Tilbage sidder moren handlingslammet. I chok.
»Jeg hverken råber eller skriger. Det hele kører bare rundt. Jeg føler, at mit hoved er ved at eksplodere,« siger moren.
Da politiet kører, sidder moren, lillesøsteren og anden nær familie, der er kommet til, tilbage med meget lidt information. Det eneste, de ved, er, at en brand har fundet sted i lejligheden, og at en person er død. De ved intet om, hvad der mere er sket datteren.
»På det her tidspunkt tror jeg, at en person – der nok er min datter – er omkommet i en brand. Jeg tror, det er en stikkontakt, eller at hun er faldet i søvn med en cigaret, men jeg sidder bare og venter på, at politiet ringer og fortæller, om det er hende.«
Hele lørdagen sidder moren vagt ved telefonen. På den ene side er hun rædselsslagen for det opkald, hun venter på, og på den anden side håber hun, at politiet snart ringer.
Men som lørdagens morgentimer skrider frem, kan moren mærke, at det er hendes datter, der er død. For noget er ikke, som det plejer.
»Det er forfærdeligt. Inderst inde ved jeg godt, at det er hende, for hun snappede (besked på socialt medie, red.) altid til mig om morgenen og skrev godmorgen, hvis hun var ude.«
Men lørdag morgen hører moren intet fra datteren.
Tidligt på aftenen vender politiet tibage til morens adresse. Sammen med morens kontaktperson ved politiet, som er med over telefonen, overbringer politiet de forfærdelige nyheder. Det er datteren, som er gået til i branden.
Men de fortæller også, hvad der mere er sket. At datteren ikke er død af kulilteforgiftning som følge af brandens røg – at datteren slet ikke har oplevet branden i live, men at hun i stedet er blevet dolket med ti knivstik og efterfølgende sat ild til.
Politiet fortæller også, at de har anholdt en formodet gerningsmand.
»Jeg er fattet, mens politiet er der, men så falder vi alle helt sammen bagefter. Vi krammer og græder. Vi går i seng og prøver at sove, men det kan jeg ikke. Jeg har mareridt om, at hun skriger og kalder på mig. Det gør jo ondt, at jeg har mistet hende, og at hun er død. Men det, hun har gennemgået de sidste minutter af sit liv, det er skrækkeligt. Hun må virkelig have været bange,« siger moren og fortsætter:
»Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun har kaldt på mig? Har hun råbt om hjælp? Og hvorfor gjorde han det?«
Ifølge moren var hendes datter elsket af rigtig mange. Hun var lattermild og tænkte altid på andre mennesker før sig selv. Et kærligt menneske med et stort hjerte, og som kunne se det gode i alle folk.
»Jeg kommer mest til at savne hendes latter og humør. Og hende mærkelige og dumme bemærkninger. Det er kærligt ment, men hun kom altid med sådan nogle guldkorn, hvor man ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. Og så vil jeg savne hendes opkald,« siger moren til B.T.
