'Sorte neger', 'negerdrengen' og 'hans mor er en sort neger'.

Den slags verbale krænkelser har en blot 10-årig dreng været udsat for i forbindelse med sin daglige skolekørsel med taxi hjem fra specialskolen Huholt Skole i Sønderborg Kommune.

Det fremgår af en lydoptagelse, som drengen med ADHD har lavet, fordi han gentagne gange har været udsat for mobing i taxien på vej hjem. Det skriver JydskeVestkysten, som har hørt den grænseoverskridende optagelse.

De racistiske udtalelser stammer fra andre børn fra skolen, men på trods af at taxichaufføren er vidne til mobningen, gør han intet for at stoppe den. Tværtimod kommer han med kommentarer, som umiddelbart tenderer til at have seksuelle undertoner, til børnene.

»Skal du hjem og lave små børn,« skulle chaufføren blandt andet sige på optagelserne ifølge JydskeVestkysten.

Pernille Solak, der er mor til den 10-årige dreng, som har gået på specialskolen uden for Sønderborg siden oktober, har nu anmeldt taxichaufføren for krænkelser af hendes søn og de andre børn.

»Jeg betragter det som seksuelle undertoner. Sådan taler man ikke til børn. Først spørger han, om børnene skal hjem og lave små børn, og da de siger nej, spørger han, om de så skal hjem og lave store børn, hvorefter en af børnene siger, at den anden nok skal hjem og onanere. Så på den måde får han jo sat nogle bestemte tanker i gang, og for mig virker det fuldstændig overlagt, at det er der, han vil hen,« siger Pernille Solak til B.T.

Hun er ikke den eneste, der har en søn, som har været udsat for mobning i forbindelse med skolekørslen fra Huholt Skole. JydskeVestkysten har blandt andet snakket med en kvinde ved navn Mia Jespersen, der har en niårig søn, som har oplevet det samme.

Begge mødre langer derfor nu ud efter skoleledelsen på specialskolen for ikke at tage sagen alvorligt. De har nemlig flere gange kontaktet ledelsen for at få mobberiet stoppet og taxichaufføren skiftet ud, men intet er sket, før mødrene truede med at gå til medierne med sagen, hvorefter drengene fik tildelt en alternativ skolekørsel.

»De tager det slet ikke alvorligt nok. Det kan godt være, at min dreng ikke skal køre med den taxi mere, men chaufføren kører jo stadig. Jeg synes ikke, skolen har håndteret det tilstrækkeligt. Man burde da reagere som skoleleder, når man blev bevidst om den her slags optagelser. Så bør man da ikke sender elever ud i en taxi til den chauffør.«

Skoleledelsen afviser kritikken over for JydskeVestkysten og siger, at der er blevet handlet i forhold til både børnenes mobning samt chaufførens opførsel.

»Chaufføren skal ikke tage sig af det pædagogiske, men passe sin kørsel, men som voksen har man selvfølgelig særlige forpligtelser. Selvfølgelig reagerer vi, hvis der sker nogle uhensigtsmæssige ting. Det har vi også gjort i den her sammenhæng. Forældre må have tiltro til, at vi agerer ordentligt og fornuftigt. Vi har alle en fælles interesse i, at børnene har det trygt og godt,« siger specialskolens øverste leder, Trine Petersen, til JydskeVestkysten.

Hun kan af hensyn til tavshedspligten i personalesager ikke oplyse, hvordan skolen 'har handlet' over for chaufføren.

Efter sagen er blevet beskrevet i medierne, har busselskabet valgt at give chaufføren en skriftlig advarsel.

»Det er ikke en tone, vi vil have mellem børn og vores chauffører. Vi har taget fat i ham, for det vil vi ikke finde os i,« siger Peter Missfeld, der er ejer af Dybbøl Turist, hvor chaufføren har været ansat i 10 år, til JydskeVestkysten.

Peter Missfeld oplyser desuden, at han mener, at Pernille Solak har 'blæst tingene op' ved at anmelde chaufføren til politiet.