Den 42-årige kvinde I.P.B. fra Thisted, som fredag eftermiddag sidder i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro for menneskesmugling af ikke færre end 600 filippinere, er tilsyneladende særdeles alsidig i sine forretninger.

Hun, der selv er filippiner og har været dansk gift og er mor til tre dansk-filippinske børn, har drevet hvad, der i al fald på overfladen ligner en formidlings-business af au pair-piger til Danmark, ligesom hun er stifter af en større nødhjælpsorganisation, som har til formål at hjælpe lokale borgere fra hendes oprindelig hjemby, Tanudan i Filippinerne.

LÆS OGSÅ:

Hun har også drevet et Thisted-baseret rejsebureau til hjemlandet, men de er dog er under konkursbehandling.

Det har ikke været muligt inden grundlovsforhøret gik i gang klokken 12.30 fredag at få oplyst, om politiets sigtelse mod I.P.B. om at være menneskesmugler i det helt store format har forbindelse til nogle af de firmaer, der er knyttet til hendes navn eller adresse i Thisted.

B.T. har talt med den 42-årige kvindes danske eks-mand kort før grundlovsforhørets begyndelse. Han, som ligeledes bor i Thisted, bekræfter at være far til kvindens tre børn. Han oplyser videre, at parret er blevet skilt og ikke bor sammen længere.

- Nu er jeg alene med børnene, siger han til B.T. '

Kvinden blev anholdt torsdag eftermiddag klokken 15.

- Hun sigtes for menneskesmugling ved i en tre-årig periode fra 2008 og frem til nu at have bistået flere end 600 identificerede personer fra Filippinerne med ulovlig indrejse til Danmark og til andre lande i Schengen-området, siger Michael Kjeldgaard, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Nødhjælpsorganisationen, som den menneskesmugler-sigtede er stifter af, har ifølge en stribe avisartikler ydet stor humanitær støtte i kvindens fødeområde.

Organisationens kontor i Filippinerne er lukket for i dag, men på dens hjemmeside og Facebook-side ses den 42-årige stifter i sit hjemland, hvor hun og organisationen uddeler alt fra medicin i samarbejde med hæren, skolebøger, køkkengrej og gymnasium-stipendiater ud til lokalbefolkningen.

Ifølge en avisartikel fra juli i fjor driver den sigtede syv virksomheder i Filippinerne, hvoraf 30 pct. af overskuddet kanaliseres over i kvindens humanitære organisation. Noget, som 258 studerende skal nyde godt af gennem bl.a. studiestøtte på ca. 640 kr. om måneden til skoleuniformer, skriveredskaber og lommepenge.