Mor og søn påkørt af flugtbilist: 'En alvorlig sag'
Politiet kunne skride til anholdelse efter et tip.

Politiet kunne skride til anholdelse efter et tip.

En kvinde på 53 år og hendes 15-årige søn blev torsdag aften ramt af en bilist, der i høj fart kom kørende ad Vilsundbroen mod Mors.
Det skriver TV Midtvest, der har talt med vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi om sagen.
Bilisten valgte efter ulykken ikke at stoppe – men i stedet køre videre.
Kvinden blev efterfølgende fløjet til hospitalet i Aalborg, hvor hendes skader viste sig ikke at være alvorlige. Hendes søn blev kørt til tjek i Thisted, skriver TV Midtvest.
Efter et tip kunne Midt- og Vestjyllands Politi natten til fredag anholde en 18-årig mand fra Fjerritslev i sagen. Han er blandt andet sigtet for vanvidsbilisme, betydelig legemsbeskadigelse og for at efterlade nogen i hjælpeløs tilsand.
»Det er en alvorlig sag, så det er fint, at vi finder ud af, hvem det er, der har gjort det,« siger Simon Skelkjær til TV Midtvest.
Loven om vanvidsbilisme blev indført i 2021 i et forsøg på at nedbringe antallet af bilister, der kører hensynsløst og udsætter andre for fare i trafikken.
Loven kom, efter at en betjent i 2019 mistede livet på Langebro på grund af en vanvidsbilist.
Reglerne giver politiet mulighed for at beslaglægge et køretøj, hvis føreren mistænkes for at være skyldig i kørsel, der resulterer i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, særligt hensynsløs kørsel og kørsel med mindst 200 kilometer i timen uanset hastighedsgrænsen.