Det var en 35-årig kvinde, der tidligere på dagen søndag kom alvorligt til skade, da hun var impliceret i en trafikulykke på en motortrafikvej nær Sønderup i Nordjylland. Med i bilen sad kvindens 16-årige datter, som dog kun er kommet lettere til skade, skriver TV 2 Nord.

Ulykken skete søndag formiddag klokken 11.51, da bilen med mor og datter af ukendte årsager havnede i modsatte vejbane. Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix, fortalte tidligere på dagen til B.T. at to biler derefter kørte frontalt sammen.

Den 35-årige kvinde kom alvorligt til skade ved ulykken og blev kørt til hospitalet. I den anden implicerede bil sad en 65-årig mand fra Sjælland, mens hans hustru sad på bagsædet, skriver TV 2 Nord. De to samt den 16-årige datter er dog kun kommet lettere til skade, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi til mediet.

Den voldsomme ulykke betød, at vejen tidligere var spærret i begge retninger i en times tid, og der opstod lange køer helt ud på motorvejen syd for Haverslev.