En 31-årig mor og hendes fire-årige dreng er omkommet i en brand i en boligblok i Mørkøv på Vestsjælland fredag eftermiddag.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

Tidligere skrev politiet i en pressemeddelelse, at brandvæsnet reddede livløse personer ud af en lejlighed.

Desværre stod hverken moren eller den lille drengs liv til at redde, selvom de ifølge B.T.'s oplysninger blev forsøgt genoplivet på stedet.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Branden startede i en blomsterforretning i stueetagen i Hovedgaden 1, mens en lejlighed på 1. sal er udbrændt.

Midt- og Vestsjællands Politi blev alarmeret om branden klokken 14.32 via 112.

Det var i lejligheden moren og hendes fire-årige søn blev fundet. Der var ikke andre personer til stede i lejligheden.

Branden er nu slukket, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Flere livløse personer er fredag eftermiddag blevet reddet ud fra en voldsom brand i en lejlighed i Mørkøv på Vestsjælland. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. Politi og brandvæsen fik alarmen om branden i Hovedgaden 1 klokken 14.32. Det skriver Ritzau, fredag den 21. september 2018.. (Foto: Daniel/Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix)
Flere livløse personer er fredag eftermiddag blevet reddet ud fra en voldsom brand i en lejlighed i Mørkøv på Vestsjælland. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. Politi og brandvæsen fik alarmen om branden i Hovedgaden 1 klokken 14.32. Det skriver Ritzau, fredag den 21. september 2018.. (Foto: Daniel/Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix) Foto: Daniel/Presse-Fotos.dk
Vis mere

Politiet ved endnu ikke, hvorfor moren og hendes fire-årige søn ikke kunne nå ud af lejligheden, før det var for sent.

»Vi er stadig i de indledende stadier af efterforskningen. Vi skal have undersøgt og klarlagt omstændighederne bag branden,« siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, til B.T.

Umiddelbart tyder intet tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsbranden.

»Vi kan dog ikke udelukke noget på nuværende tidspunkt,« siger Charlotte Tornquist.

Branden i lejligheden medførte en spærring af krydset ved Holbækvej og Hovedgaden/Ringstedvej i Mørkøv, men den er nu ophævet, skriver Midt og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har tilkaldt assistance fra National Kriminalteknisk Center til at undersøge brandstedet.

De pårørende til brandens to ofre er underrettet.

Midt- og Vestsjællands Politi har i øjeblikket ikke flere oplysninger om den tragiske brandulykke.