Søndag aften omkring klokken 19 fik 31-årige Nina Boe Wille sig noget af en forskrækkelse, da hun gik på fortovet på Valby Langgade i Valby med sin femårige datter.

For på denne flotte sensommeraften – med aftensol på en skyfri himmel – kunne idyllen have været forvandlet til et sandt mareridt, hvis det ikke havde været for et busskilt.

»Vi kommer slentrende ned ad fortovet. Min datter sidder i ladcyklen, og jeg trækker den. Jeg hører en voldsom lyd et stykke væk, men kan ikke se noget.«

»Så går vi roligt videre. Men da jeg vender mig om igen, kan jeg se en bil komme bragende med høj fart imod os. Bilen bliver heldigvis stoppet af busstoppestedet,« siger Nina Boe Wille om busskiltet, der forhindrede føreren af bilen i at køre direkte ind i hende og hendes datter.

B.T. har set billeder fra stedet, hvor det er tydeligt at se, at bilen er kommet med meget høj fart.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Jeg når ikke at tænke så meget. Jeg ved, at jeg ikke kan nå at hoppe på cyklen og cykle væk, så jeg begynder at løbe med cyklen, indtil jeg registrerer, at bilen er stoppet af skiltet,« siger hun.

Manden, der kørte bilen, kom ifølge Nina ikke til skade. Imens hun ringer 112, vælger han at løbe hen imod hende og væk fra stedet.

»Jeg er i chok. Men jeg når at tænke: 'Hvorfor stikker han af? Er han påvirket?'. Dernæst bliver jeg rigtig vred og kommer til at tænke på den ulykke, der fandt sted ikke så langt derfra sidste år, hvor en femårig pige døde, da hun gik på gaden med sin mor,« siger Nina Boe Wille.

Hun henviser til en ulykke på Peter Bangs Vej – blot fem minutters kørsel fra Valby Langgade – hvor en femårig pige blev kørt ihjel af en 21-årig flugtbilist.

Ninas datter er ligeledes fem år, og derfor rammer det ekstra hårdt at tænke på, hvad der kunne have været sket, hvis bilen ikke var blevet stoppet af skiltet.

Personbil har påkørt busskilt her til aften på Valby Langgade. Foto: Presse-fotos.dk.
Personbil har påkørt busskilt her til aften på Valby Langgade. Foto: Presse-fotos.dk.
Vis mere

»Siden det skete tidligere på aftenen, har jeg talt meget min datter om, at vi er okay, og at der ikke var nogen, der kom til skade. Hun synes bare, det hele er lidt spændende, men hun havde nok reageret anderledes, hvis der var sket noget alvorligt,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes, det er meget egoistisk at udsætte andre for den form for fare. Det forstår jeg slet ikke.«

Københavns Politi er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse i sagen søndag aften.

Nina fortæller, at hun har givet politiet et signalement af den unge mand, der førte bilen og stak af.

Den første lyd, hun hørte, har formentlig været lyden af et træ, som manden ramte, inden han ramte bussskiltet. Men Nina ved det ikke med sikkerhed.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere