En 17-årig palæstinensisk pige, der ifølge anklageskriftet har være frihedsberøvet og udsat for grov vold, blev særdeles upopulær i sin egen familie, da hun forelskede sig i en dansk dreng. Det kom frem i retten i Glostrup torsdag formiddag.

Her står fire medlemmer af en palæstinensisk familie tiltalt for grov vold og frihedsberøvelse af pigen. Hun blev ifølge anklageskriftet holdt indespærret hos sin onkel mod sin vilje og mishandlet i flere timer med et bælte. Pigens egen mor og far er blandt de tiltalte i sagen. Begge afgav i dag forklaring for retten. Faren afviste anklagerens påstand om, at han har sagt til pigens onkel, at denne bare kunne slå hende ihjel, fordi han ikke gad se hende mere.

Læs også: Kæresten om æresvold mod 17-årig: Sådan foregik det


- Jeg har ikke sagt det. N. er ikke så god til arabisk, så måske har hun misforstået noget, jeg har sagt til min bror, sagde faren i retten.

Han fortalte, at han ikke havde noget imod, at N. så den danske dreng, som ifølge faren er troende muslim. N.s mor fortalte imidlertid i retten, at det er forbudt ifølge Islam at have kærester uden for ægteskabet, og at hun synes det er for tidligt at blive gift som 17-årig. Hun mente, at drengen havde dårlig indflydelse på datteren, og derfor forbød hun hende at være kærester med ham.

Det rettede N. sig ikke efter. I retten kom et frem, at hun stak af flere gange. En af gangene fortalte hun forældrene, at hun var blevet kidnappet, for at dække over at hun besøgte kæresten.

Læs også: Æresvold mod datter: Fortalte om tæsk til dansk mor

Forældrene installerede på et tidspunkt overvågningsudstyr i datterens telefon, så de kunne følge med i hendes opkald via en computer, kom det frem i retten i dag. Tidligere på formiddagen blev pigens onkel afhørt i retten.

N. har til politiet forklaret, at onklen klædte hende nøgen og piskede hende. Ifølge pigen stillede han hende en række spørgsmål og piskede hende hver gang han mente, hun løj.

- Det passer ikke, svarede han, da anklageren spurgte om pigens forklaring var korrekt.
- Var hun nøgen?, ville anklageren vide.
- Nej, hun havde tøj på.

Mishandlingen blev ifølge anklageskriftet foretaget foretaget på forældrenes bestilling, fordi hun var blevet kæreste med den danske dreng. Sceancen blev ifølge anklageskriftet overværet af pigens mor, der klippede hendes lange hår af.

Alle fire tiltalte nægter sig skyldige. Da tiltalen blev læst op, fik pigens mor tårer i øjnene.

Onklen fortalte i retten, at han er født muslim, men ikke er specielt religiøs.

- Vi lever som en hel almindelig dansk familie. Vi holder endda jul og køber juletræ.

Onklen - der er bror til pigens far - er selvstændig erhvervsdrivende og har ikke tidligere været straffet. Han har selv haft flere kærester, før han blev gift, og han har en anden niece, der er gift med en dansk mand.

Onklen forklarede, at niecen ofte pjækkede fra skole og fortalte mange løgne. Blandt andet havde hun på et tidspunkt fortalt i skolen, at hun havde kræft, hvilket ikke passede. Forældrene bad onklen om at tage en snak med hende, men han afviste i retten, at han under samtalen havde udsat hende for vold.

- Det er noget hun har fundet på. Måske som hævn og fordi hun gerne vil flytte hjemmefra, sagde onklen i retten. En undersøgelse af niecen foretaget af retspatologisk afdeling viste efter overfaldet, at hun havde været udsat for vold. Hendes hår var klippet af, hun havde punktformede blødninger i ansigtet og på halsen og 30 underhudsblødninger på kroppen.

Hendes afklippede hår blev fundet på onklens badeværelse, og et bælte som menes at være gerningsvåbnet fundet i en barnevogn på bopælen.

I retten læste anklageren en sms-korrespondance mellem pigen og onklen op. I en sms tigger hun onklen om tilladelse til at tage i skole. Men det afviste han i en anden sms med ordene, at hun skulle glemme skolen og i stedet søge Allahs tilgivelse.