Søndag aften har en kvinde i Skive fået sig noget af et chok. 

Kvinden havde taget sine tre børn med på legeplads, da hun pludselig fik øje på en mand, der onanerede i skovkanten. 

Det skriver TV Midtvest. 

Mediet har snakket med politiassistent Niels Bach, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Skive. 

»Mens de legede bemærkede moren, at der i udkanten af legepladsen stod en mand i et buskads, som havde fronten mod dem,« fortæller han til mediet. 

Ifølge politiet kunne moren se, at manden havde trukket sine bukser ned og nulrede ved sit lem. Herefter valgte kvinden at konfrontere manden, som blev fanget med fingrene i kagedåsen. 

Kvinden spurgte, hvad manden dog stod og lavede, hvortil han svarede, at han stod og tissede. 

Politiassistent Niels Bach fortæller dog, at moren ikke købte historien. Hun var sikker på, at manden onanerede, mens han betragtede hendes børn. 

Politiet forklarer, at de tager situationen alvorligt, og at de anser episoden for at være blufærdighedskrænkelse. 

Efter at manden blev konfronteret af moren til de tre børn, trak han sine bukser op og forlod stedet.