I 2018 forlod Elisa sine tre børn uden en afsked eller forklaring. Men det kan blive ændret nu.

Nu – godt fire år efter forsvindingen – har Syd- og Sønderjyllands Politi besluttet at indlede en efterforskning.

Det skriver TV 2, som belyser sagen i dokumentaren 'Som sunket i jorden – de nye spor'.

Den dengang 44-årig dagplejemor Elisa fra Aarhus forlod sine tre børn, efter hun havde mødt en ny mand via en netdatingprofil.

På tre uger solgte hun hus, bil, sagde jobbet op og giftede sig med den nye mand.

Siden har børnene og eksmanden ikke set hende, og de frygter, at deres mor udsættes for noget kriminelt og er frarøvet sin egen fri vilje.

»Den ene gang, vi har haft Elisa i telefonen, var det tydeligt, at der stod én bag hende og dikterede, hvad hun skulle sige. Hun lød meget presset,« siger Michael Madsen, der er eksmand til Elisa, til TV 2.

Ifølge Michael Madsen har det været en lang kamp at få politiet til at tage sagen alvorligt.

Men politiet oplyser, at den nye efterforskning sker på grund af en ny henvendelse fra Elisas familie.

Også det faktum, at en nyligt indført straffelovsbestemmelse om psykisk vold giver politiet mulighed for at styrke indsatsen over for forbrydelser i nære relationer, skriver TV 2.