Retten idømmer kvinde ubetinget fængsel, selv om to ud af tre læger havde anbefalet psykiatrisk behandling.

En 47-årig kvinde fra Syddjurs er fredag idømt syv års fængsel for grove og årelange overgreb mod sin datter.

Dommen er afsagt ved Retten i Aarhus.

To ud af tre læger i Retslægerådet kunne ikke udelukke, at kvinden var sindssyg på gerningstidspunktet.

De anbefalede en dom til psykiatrisk behandling. Men retten har valgt at følge anklagerens krav om ubetinget fængsel.

- Vi har fundet tiltalte egnet til straf uanset udtalelsen fra Retslægerådet, siger retsformanden.

- Vi har lagt vægt på omfanget af overgrebene, der blev begået til dels under tvang, lyder det.

Den tiltalte kvinde sidder tavs og stirrer ud i luften.

Specialanklager Birgitte Ernst havde argumenteret for 11,5 års fængsel.

Hun kaldte sagen for uhyrlig og uden fortilfælde og mente, at retten skulle lægge sig tæt på strafferammens maksimum for voldtægt af en mindreårig.

Kvinden blev tidligere på dagen fundet skyldig i at have forgrebet sig på pigen sammen med sin daværende kæreste.

Hun filmede overgrebene. Ifølge anklageskriftet kan man i videosekvenserne se og høre pigen trygle de voksne om at stoppe.

Overgrebene fandt sted, da pigen var mellem seks og otte år.

Hun er nu 11 år.

Det var pigens skole, der sidste år gik til politiet med mistanke om, at pigen blev udsat for overgreb.

Efter en afhøring af pigen blev manden anholdt og varetægtsfængslet.

Men kort tid efter dukkede nye oplysninger op i sagen.

En anden kvinde, som også havde et seksuelt forhold til manden, fandt en usb-nøgle med børnepornografisk indhold hos ham.

Her kunne politiet se, at en kvinde deltog i overgrebene mod pigen. Det viste sig at være pigens egen mor. Det havde pigen ikke fortalt politiet.

Men der var også andet materiale på usb-nøglen. Politiet fandt optagelser af manden i seksuelt samkvem med en anden kvinde og et andet barn.

Det viste sig at være en kvinde fra Nordjylland og hendes datter.

Nu stod politiet med to overgrebssager og en række alvorlige anklager mod den 59-årige mand fra Aarhus.

Men der blev sat en brat stopper for sagen, da manden tog livet af sig selv, mens han sad i arresten i Hobro.

Tilbage stod så sagerne mod kvinderne fra Nordjylland og Østjylland. Kvinden fra Hjørring blev tidligere på året idømt to års fængsel.

Fredag kom så turen til kvinden fra Syddjurs.

Der var ikke nogen reaktion at spore hos den tiltalte, da dommen blev afsagt.

Tidligere på dagen undskyldte hun med gråd i stemmen over for sin datter og sin familie.

Den dømte vil overveje, om dommen skal ankes til landsretten, oplyser hendes forsvarsadvokat.

/ritzau/