Den 36-årige mor, der er tiltalt for at have udsat sin søn for systematisk blodtapning, erkender sig delvist skyldig.

Det forklarer hendes forsvarsadvokat, René Knudsen, da sagen indledes mandag ved Retten i Herning.

Hun erkender blodaftapning over en periode på to-tre år og erkender samtidig, at tapningen er sket uden lægefaglig begrundelse og under påvirkning af lidelsen Münchhausen by proxy.

Det er en lidelse, der også benævnes medicinsk børnemishandling.

Kvinden nægter sig dog skyldig i den rejste tiltale efter den grove voldsparagraf.

Der er ifølge kvindens erkendelse tale om vold efter den milde voldsparagraf.

Udover den delvise erkendelse kan moren acceptere, at hun frakendes retten til at virke som sygeplejerske i en periode.

Det kom frem allerede ved grundlovsforhøret, at kvinden erkender sig skyldig i at have tappet blod fra sin søn.

Kvinden er dog ikke enig i anklagemyndighedens vurdering af mængden af blod og perioden, det er foregået over.

Anklagemyndigheden mener, at blodtapningen er foregået over fem år, fra drengen var 11 måneder gammel, til han fyldte seks år.

Kvinden kan altså kun erkende, at det er sket over en kortere periode.

Anklager Pia Koudahl har nu indledt sin forelæggelse af sagen.

Der er afsat fem retsdage til sagen, og der ventes dom i sagen 7. februar.