»Skal du have med battet, dit perkersvin?«
Mohammed Qaraday glemmer aldrig de syv ord. Han glemmer aldrig synet af fastelavnskøllen og den hule lyd, det gav, da det blev svunget med høj fart og ramte hans bedste ven i hovedet.
Som en tennisbold, der rammer jorden.
Han glemmer aldrig vennen Deniz Uzuns vaklende skridt og det hånende grin, der lød fra de tre drenge, da hans krop faldt sammen og ramte asfalten uden at tage fra.
Han glemmer aldrig den gryntende og snorkeagtige lyd, blodet og slimet fra næsen og den manglende reaktion, når han ruskede i sin bedste ven og råbte hans navn igen og igen.
19. marts 2008 svang 15-årige Kenni Blegvad sin fastelavnskølle med retning mod jævnaldrende Deniz Uzuns hoved og dræbte ham med ét slag foran Mohammed, der siden har kæmpet for at leve et normalt liv.
Det er en historie om en dreng, der har været indlagt på psykiatrisk afdeling med selvmordstanker, der få år efter drabet på hans ven pludselig mødte gerningsmanden på gaden, og som selv blev overfaldet med en kniv, da det endelig begyndte at gå fremad.
Men det er også historien om en dreng, der har ét altoverskyggende spørgsmål:
Hvorfor blev drabet på Deniz aldrig kategoriseret som en racistisk forbrydelse?
Det er i kølvandet på de seneste ugers fokus på racisme verden over, at Mohammed Qaraday har inviteret B.T. hjem for at fortælle alt om drabet, den – efter hans vurdering – forkerte dom og den hårde kamp, han efterfølgende har levet.
Først skal vi dog skrue tiden tilbage til den skæbnesvangre martsdag i 2008.
Mohammed og Deniz er bedste venner, og sammen deler de denne dag aviser rundt på Amager. Det er en ven af Deniz' familie, der sørger for avistjansen, og da de to drenge næsten er færdige, møder han dem og giver dem en konvolut.
»Vi var faktisk blevet færdige, men så kom han forbi med endnu en rute. Jeg kunne se på Deniz, at han blev lidt frustreret, men vi blev enige om at få det gjort, så vi kunne slappe af bagefter. Det kan jeg huske, at vi talte om,« fortæller Mohammed Qaraday til B.T.
Det var fast kutyme, at Deniz' familieven kom forbi med en pizza til de to knægte, når de delte aviser ud.
Mohammeds pizza er allerede spist, men Deniz er sulten, så han beslutter sig for, at de gør ophold i krydset mellem Lergravsvej og Polensvej, før den sidste avisrute skal overstås.
Drengene sidder et par minutter, mens pizzaen bid for bid forsvinder.
Men så opdager Deniz noget:
»Deniz siger til mig: 'De der kigger på os', og så så jeg den her bil, der kører væk fra os, men hvor der er flere hoveder, der kigger tilbage mod os,« husker Mohammed.
Mohammed når nærmest ikke at opfange blikkene, før bilen – en sort Mazda 323 – laver en U-vending og kører med højt fart hen mod de to venner.
Bilen stopper op skråt over for drengene, og vinduerne bliver rullet ned.
»Kan I godt lide at kigge?« bliver der aggressivt råbt fra bilen.
Og så går det stærkt.
»Der går ikke mere end ét sekund, før der stiger to drenge ud af bilen. Den ene har en kødhammer i hånden, den anden har et bat i hånden. Og så lunter de nærmest hen mod os,« erindrer Mohammed.
Mohammed er på det her tidspunkt en ung, uskyldig og ranglet dreng, der aldrig har været en del af en slåskamp eller lignende, så det går slet ikke op for den 17-årige dreng, at der er fare på færde.
Og så er det også fuldstændig umotiveret. Mohammed og Deniz har ikke stirret, og de kender ikke drengene i bilen.
»Det er sgu da jer, der stirrer?,« siger Deniz til drengene, der nærmer sig.
Men fornuften når ikke ind.
»Skal du have med battet, dit perkersvin?,« siger en af drengene, der senere bliver identificeret som 15-årige Kenni Blegvad, da han er få meter fra Deniz.
Og så svinger han fastelavnskøllen.
Deniz står med kroppen vendt lidt mod højre, så køllen rammer med høj fart på den venstre side af hovedet.
Direkte på tindingen.
Herefter går tiden i stå. Sådan føles det i hvert fald.
»Deniz tager sig til hovedet, vender sig om og går den modsatte vej. Nærmest vaklende. Det er sådan et øjeblik, hvor vi alle kigger på hinanden. Altså mig og de to drenge der, og ingen af os forstod, hvad der skete. Og så kollapser Deniz,« fortæller Mohammed.
Drengene griner hånligt, men det er ikke ægte. Mohammed kan mærke, at de forcerer grinet, og der går da heller ikke mere end få sekunder, før de to løber tilbage til bilen og stikker af.
Han skynder sig hen til sin ven.
»Han har stadig pizza i munden og gisper efter vejret, så jeg får noget af maden ud. Der finder jeg ud af, at han er bevidstløs, og så opdager jeg, at det bløder fra hans næse,« siger Mohammed.
Alt imens kommer forbipasserende til og assisterer, mens der også bliver ringet til alarmcentralen, som kort tid efter ankommer til stedet.
Og mens Mohammed bliver afhørt af politiet, ser han i baggrunden det, der får hans verden til at briste.
»Jeg er så forvirret på det her tidspunkt, men da jeg bliver afhørt, kan jeg se, at de giver ham hjertemassage i baggrunden, og dér går det virkelig op for mig, at det her er alvorligt, og så kan jeg ikke styre mig. Jeg vil hen til ham, men politiet holder mig tilbage,« husker han.
Bevidstløse Deniz bliver kørt på hospitalet, og her går der ikke længe, før han bliver erklæret hjernedød.
Én dag senere – skærtorsdag i 2008 – står hjertet af: Deniz Uzun bliver erklæret død efter at være blevet slået umotiveret med en fastelavnskølle.
En uge senere ankommer Mohammed til politigården, hvor han skal afhøres, men det er ikke en rar oplevelse.
»Det var en kvinde, og jeg begyndte at tale om, at det var racistisk, fordi de kaldte os 'perkersvin' og kørte rundt og stirrede på os, men hun afslog med det samme uden at lade mig fortælle færdig. Hun sagde, at det ikke var racistisk, og at de tre drenge fra bilen også havde slået danske drenge ned,« fortæller Mohammed.
Følelsen var den samme, da Mohammed ved første retsdag satte sig ned foran dommeren i Københavns Byret.
Mohammed var stadig voldsomt påvirket af tabet af sin ven på det tidspunkt, så da han fik ordet i retten, lod han sig rive med og gik i gang med at fortælle, hvorfor han mente, at der var tale om en racistisk forbrydelse.
Men hurtigt brød dommeren ind.
»'Hold kæft',« husker Mohammed helt tydeligt, at dommeren ordret sagde.
I løbet af retssagen forsøgte både Mohammed og Deniz Uzans mors bistandsadvokat at sætte fokus på de racistiske motiver, men der var intet at gøre.
Kenni Blegvad blev idømt fem års fængsel for dødsvold.
»Lige dér mistede jeg troen på det her system. Det første, de sagde, var jo 'perkersvin', og i retten blev det også fortalt, at de var sigtet for et overfald cirka én uge før, hvor det også var personer af anden etnisk herkomst. Hvordan kunne man bare feje det væk?« spørger Mohammed i dag.
B.T. har i dag talt med Deniz Uzans mors bistandsadvokat, og selv om det er 12 år siden, har han ikke glemt sagen.
Tværtimod.
»Jeg er stadig rasende over det. Jeg føler, det er noget af det værste, som jeg nogensinde har oplevet, og det siger ikke så lidt,« fortæller advokat Niels-Erik Hansen og fortsætter:
»Det var så åbenbart, at der var tale om racisme. Det skreg til himlen, når man sad med alt materialet i sagen.«
Og der er stadig én detalje, der undrer advokaten.
Både daværende kriminalinspektør i Københavns Politi Ove Dahl og statsminister Anders Fogh Rasmussen var én uge efter drabet ude og udtale, at der ikke var tale om en racistisk forbrydelse.
»Hvordan kan man konkludere sådan noget så hurtigt? Og hvornår har en statsminister ellers nogensinde udtalt sig så konkret om en sag? Det var så tydeligt, at der skulle lægges låg på sagen fra politisk hold,« vurderer Niels-Erik Hansen.
Selv kæmpede Mohammed efter dommen med både skyldfølelse, angst og en manglende tro på systemet.
Men sagen kom først for alvor tæt på igen, da han cirka tre år efter kom gående ved Christiania med en ven. På afstand kunne han se en mand komme gående mod ham, og han virkede bekendt.
I takt med at han kom tættere på, stod det klart for Mohammed:
Det var Kenni Blegvad.
Læs videre i morgen, når B.T. beskriver, hvordan Mohammed har kæmpet sig gennem livet efter drabet på sin ven, og hvordan det blandt andet er sket med en tur på psykiatrisk afdeling, selvmordstanker og et nyt overfald.
B.T. har været i kontakt med Kenni Blegvad, der ikke ønsker at udtale sig.
