Politiet søger vidner i sagen, hvor der mandag aften blev skudt ved Gildbrovej i Ishøj. Her blev der ved et grønt område affyret et antal skud, men ingen blev ramt.
To mænd i mørkt tøj er set forlade stedet efter episoden.
»Vi søger stadig vidner, som har bemærket noget mistænkeligt før, under og efter skudepisoden ved Gildbrovej ved 19-tiden mandag aften. Det kan for eksempel være personer eller køretøjer, som befandt sig i området,« siger leder af efterforskningen, politikommissær Henrik Hougaard.
Han oplyser, at det endnu er for tidligt at kommentere hændelsesforløbet og et motiv. Det skal den videre efterforskning klarlægge.
Politiet er opmærksom på den igangværende konflikt mellem to grupperinger, men det er fortsat for tidligt at udtale sig om en eventuel sammenhæng.
Ifølge oplysninger til B.T. befandt der sig personer med tilknytning til den forbudte LTF-bande i området, der blev skudt imod, men det vil politiet ikke kommentere.
Banden befinder i øjeblikket atter i konflikt. Denne gang imod Hells Angels.
To mænd med tilknytning til LTF er i forgangne uge fængslet for at spille hver deres rolle i drabet på et 30-årigt HA-prøvemedlem, der blev livkvideret på Christiania lørdag 26. august.
Hør mere om den forbudte bande her: