Den gravide kvinde, der lørdag blev knivdræbt af sin kæreste i Svendborg, blev i sin tid introduceret til drabsmanden af sin egen bror. Det fortæller den afdøde kvindes mor til BT.

Den 25-årige gerningsmand og den 33-årige mor til to blev kærester ved juletid sidste år, men mødte hinanden første gang to år tidligere. Det skete ved moderens 60-års fødselsdag, som hun stadig husker levende.

- Min søn havde taget ham med til festen. De var begge to lige blevet løsladt fra en fængselsdom, og de havde afsonet samme sted og var blevet venner. Og så skulle han jo med til min fødselsdag, så de kunne fejre det, fortællere moderen.

Ved fødselsdagen hilste hendes datter på sin senere drabsmand. Det blev dog ikke til meget mere, da han dengang var stærkt overvægtig og ikke vakte hendes interesse. Det gjorde han imidlertid, da han senere dukkede op i hendes liv igen mange kilo lettere.

- Han var blevet en flot mand at se på, det må man give ham. Og hun faldt jo tilsyneladende for ham meget hurtigt, da det kom til stykket, husker moderen, som passede de to børn, under de første dates i december sidste år og januar i år.

I dag ville hun ønske, at sønnen aldrig havde taget den dengang 23-årige mand med til fest.

- Var han ikke kommet ind i hendes liv, var det her jo aldrig sket, og så havde jeg haft min datter endnu, og børnene havde haft deres dejlige mor.

Efter drabet kontaktede den 25-årige psykisk syge gerningsmand selv politiet via sin advokat og fortalte, hvad han havde gjort. Han er nu varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling.