Svindlere forsøger med jævne mellemrum at narre danskere ved at udgive sig for at komme fra Skat, Politiet eller banken.

Nu er den gal igen.

Denne gang advares danskere i en sms om, at de som MobilePay-brugere er forpligtet til at overholde hvidvasklovgivningen – og vil få lukket deres konto, hvis de ikke klikker på et link og bekræfter deres personlige oplysninger.

Men sms'en kommer ikke fra MobilePay, selvom betalingstjenesten står som afsender og ved første øjekast kan se pålidelig ud.

Sådan kan svindel-sms'en se ud.
Sådan kan svindel-sms'en se ud.
Vis mere

»Det er snyd og bedrag,« siger presseansvarlig hos MobilePay, Peter Kjærgaard.

Han tilføjer, at du hurtigt kan gennemskue svindlerne på én bestemt måde:

»Vi sender aldrig links ud til vores brugere,« lyder det fra Peter Kjærgaard.

Så hvis du har modtaget beskeden – eller modtager den på et senere tidspunkt – skal du endelig ikke klikke på linket, men i stedet slette den omgående.