En mand blev lørdag morgen sendt afsted mod Rigshospitalet efter at have været involveret i en soloulykke i Gilleleje.

»Noget tyder på, at han har fået et ildebefindende og mistet herredømmet over bilen,« fortæller vagthavende ved Nordsjællands Politi Michael Dalby.

Han fortæller videre:

»Et vidne så, at han med lav hastighed kørte af vejen og ind i en sted. Han var ikke kontaktbar.«

Efter ulykken, som fandt sted på Ålekistevej, blev manden fløjet til Rigshospitalet til behandling.

Ifølge vagtchefen har det for nuværende endnu ikke været muligt at afhøre ham.

Derfor er det for nuværende stadig uvist, hvad der forårsagede soloulykken.