Flere tusindvis af sms-beskeder.

Det skal en 27-årig mand have sendt ud over en længere periode i et forsøg på at snyde modtagerne.

Sådan lyder det fra Københavns Politi, som i en myndighedsmeddelelse oplyser, at den unge mand fredag bliver fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for groft databedrageri.

Helt præcist er han mistænkt for »over en længere periode at have udsendt tusindvis af sms'er, hvor han blandt andet har udgivet sig for at være fra Norlys og Andel,« lyder det.

»Herved har han franarret borgere deres kortoplysninger, som han efterfølgende har misbrugt,« oplyser politiet.

Manden blev ifølge politiet anholdt efter en »intensiv efterforskning« i samarbejde med flere politikredse og National Enhed for Særlig Kriminalitet.

Den 27-årige er dansk statsborger.

Politiet har ikke oplyst, hvordan manden stiller sig i forhold til sigtelsen.

»Klik ikke på links, du modtager i sms'er eller på mail. Gå i stedet selv ind på virksomhedens hjemmeside via din browser eller brug virksomhedens officielle app,« lyder rådet fra Københavns Politi desuden:

»Husk, at falske sms'er kan lægge sig i samme tråd som tidligere ægte beskeder fra en virksomhed. Derfor kan beskeden godt se troværdig ud, selvom den er falsk.«

Politiet råder desuden til, at man aldrig indtaster sine »MitID-oplysninger, kortoplysninger eller adgangskoder via et link i en uventet sms«.

»Er du i tvivl, så tag dig tid til at spørge en, du kender, til råds,« lyder det.