»Husk mig, når jeg får to personer til at fjerne dit ansigt.«

Trusler. Knivstikkeri. Besiddelse af kniv. Vold. Besiddelse og salg af hash. Flere trusler.

Det er overskrifterne i det anklageskrift, der onsdag danner rammerne for en retssag, hvor en 34-årig mand spiller hovedrollen.

Det første af forholdene er det groveste af dem alle. Det beskriver et blodigt knivoverfald ved Sortedam Dossering en januaraften i år.

Omkring klokken 19.30 blev en 47-årig mand overfaldet. Stukket med kniv i brystet, på bugen og i ryggen. Efterladt blødende ved en opgang.

Væk i mørket forsvandt en – ifølge politiets signalement – spinkel mand i grøn jakke.

Fra politiet lød det i første gang, at den 47-årige var i livsfare, og man betragtede overfaldet som et drabsforsøg.

Men anklagemyndigheden har altså ikke fundet, at der kunne føres tilstrækkeligt bevis for, at den 47-årige rent faktisk blev forsøgt dræbt, og derfor lyder tiltalen mod den 34-årige i stedet på grov vold. En tiltale, der som nævnt langtfra står alene i anklageskriftet.

Knivoverfaldet blev begået 20. januar på Sortedams Dossering ud for nummer 13A omkring klokken 19.30. Foto: Steven Knap/Byrd
Knivoverfaldet blev begået 20. januar på Sortedams Dossering ud for nummer 13A omkring klokken 19.30. Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Ifølge anklageskriftet startede den tiltalte sit kriminelle togt allerede året forinden. Her skulle han 7. januar ifølge politiet have truet en ansat i Københavns Lufthavn.

Blandt andet skulle han have udtalt, at han ville få to personer til at »fjerne pågældendes ansigt«, hvorefter han med fingeren ifølge anklageskriftet gestikulerede, at han ville skære halsen over på personen.

I samme forbindelse fandt man ifølge anklageskriftet også en køkkenkniv i hans taske. En kniv, hvis klinge oversteg de lovlige 12 centimeter.

Omtrent halvanden måned senere skulle den 34-årige mand så igen være endt i politiets søgelys.

I hvert fald er han tiltalt for 24. februar ved Dronningensgade midt i København at have været i besiddelse af hash – og penge fra salg af selvsamme.

Spoler vi så tiden godt et år frem – og forbi knivstikkeriet ved Sortedam Dossering – overfaldt han ifølge politiet en person i Adelgade.

I anklageskriftet lyder det, at den 34-årige ved middagstid 10. februar slog personen i ansigtet, så pågældende væltede og fik skader på benet og ved tindingen.

Syv dage senere var han angivelig en tur i 7-Eleven i Gothersgade, hvor han truede en person ved at udtale, at »personen ikke skulle få ham til at tømme et maskingevær i ham«.

Politiet delte i forbindelse med efterforskningen dette (nu slørede, red.) billede af den mistænke.
Politiet delte i forbindelse med efterforskningen dette (nu slørede, red.) billede af den mistænke.
Vis mere

Den 34-årige er forud for retssagen blevet mentalundersøgt.

Men resultaterne af undersøgelsen har ikke givet anklagemyndigheden ved Københavns Politi anledning til at nedlægge påstand om eksempelvis en behandlingsdom.

Derfor går anklageren efter fængselsstraf, når sagen onsdag indledes ved Københavns Byret.

Det er uvist, hvordan den 34-årige forholder sig til sagens anklager. Hans forsvarer er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser.