Syd- & Sønderjyllands Politi anholdt i går den ene af to mænd, der eftersøges efter et overfald i Varde. 

Anholdelsen af den 23-årige mand skete i Aabenraa torsdag klokken 18.20.

Syd- & Sønderjyllands Politi fik klokken 15.41 onsdag den 22. oktober en anmeldelse om knivstikkeri i Storegade i Varde og anholdt efterfølgende tre mænd. To mænd på 23 og 31 år blev sigtet for grov vold mod en 27-årig mand.

Den 23-årige og den 31-årige blev i første omgang løsladt i grundlovsforhøret, men Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi kærede kendelsen, og Vestre Landsret omgjorde den. 

Politiet har siden ledt efter de to mænd.

Den 31-årige mand eftersøges fortsat. Han har efter politiets opfattelse tilknytning til rockergrupperingen Comanches.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, der har oplysninger i sagen. 

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.